Er det slut med fejedrenge/-piger? Ja, tilsyneladende.

Anders Larsen
Fejepige hos Undal Autoservice

Er det slut med fejedrenge/-piger? Ja, tilsyneladende. I hvert fald ifølge en helt ny afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet. "En katastrofe for branchen", fortæller adm. direktør Erik S. Rasmussen. 

En regulær katastrofe!"

Sådan lød ordene fra direktør adm. direktør Erik S. Rasmussen i Dansk Bilbrancheråd, da han så en dugfrisk afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet  fra d. 27. august 2024 omkring et værksted, der havde to 15-årige fejedrenge ansat til at tømme skraldespande, feje m.v. på værkstedet om eftermiddagen.

"I farlig nærhed af maskiner"

Forud for afgørelsen fra klagenævnet går et tilsynsbesøg på værkstedet fra Arbejdstilsynet, der træffer de to 15-årige drenge.

De er i færd med dagens arbejde, herunder med at tømme skraldespande - og beklageligvis også i færd med at betjene en gulvvaskemaskine.

Sidstnævnte må man ikke; det er helt fast - men Arbejdstilsynet gik i deres påbud videre: Værkstedet fik et påbud om at sikre, at de to fejedrenge ikke opholdt sig i værkstedet, fordi de her var "i farlig nærhed af maskiner". Med andre ord: Fejedrengene skulle fyres. 

Politikerne vil have flere unge i erhvervslivet, men reglerne spænder ben herfor

Værkstedet rettede henvendelse til juridisk afdeling i Dansk Bilbrancheråd, der lod afgørelsen indklage for Arbejdsmiljøklagenævnet - og i dette arbejde blev der udvekslet flere skriftlige indlæg fra såvel Dansk Bilbrancheråd som Arbejdstilsynet.

I forbindelse med dette arbejde, blev det naturligvis fra rådets side påpeget, at det virkede ekstremt kontraproduktivt for de politiske vinde omkring flere faglærte, at reglerne pludselig skulle tolkes så rigidt, som Arbejdstilsynet mente.

Arbejdstilsynets afgørelse

Afgørelsen fra klagen er nu modtaget - og den er desværre klokkeklar. Afgørelsen lyder som følger:

"Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets
afgørelse med påbud til jer om straks at sikre, at
undervisningspligtige unge ikke arbejder med eller i farlig
nærhed af maskiner i autoværkstedet."

Det helt afgørende her er ordene "farlig nærhed af maskiner". For det, der gør fejedrengenes arbejde på værkstedet, ulovligt er, at de unge befinder sig i "farlig nærhed" af maskiner.

De maskiner, som Arbejdstilsynet har været særlig optaget af, var dækmaskiner, elektrisk håndværktøj og autolifte. En lift i sig selv er altså nok til at - efter Arbejdstilsynets opfattelse - udgøre en fare for den unge. Dækmaskiner og håndværktøj kan standses effektivt - men det kan liften ikke på samme måde; og derfor er afgørelsen banebrydende.

Det følger af reglerne, at "unge undervisningspligtige ikke må beskæftiges med eller være i farlig nærhed af maskiner, medmindre det er ufarlige husholdnings- eller kontormaskiner, eller beskæftigelsen opfylder betingelserne i bilag 8, jf. bilag 1 til bekendtgørelsen om unges arbejde".

Og dette fortolkes altså nu så ekstremt stramt, en ung ikke må befinde sig på et værksted og udføre arbejde; og det dræber jo alt andet lige muligheden for at ansætte en fejedreng/fejepige. 

Ekstrem stram fortolkning må ikke stoppe fejedrengs( og -pige)-ordningen

Dansk Bilbrancheråd vil nu iværksætte en endnu større arbejdsindsats - herunder i samarbejde med SMVdanmark - for at sikre, at de positive politiske tanker, der er for at sikre flere faglærte i fremtiden, ikke kuldsejler pga. håbløse og tossede regler, der fortolkes alt for snævert. 

Der er ingen tvivl om - ubestridt - at arbejdsmiljø altid skal vægtes super højt, så ingen kommer til skade og specielt med henblik på de unge uden så meget arbejdserfaring. Men der skal kunne findes en fornuftig balancegang mellem regler og virkelig, så uhensigtsmæssigheder i lovteksten ikke sætter en stopper for en velafprøvet fejedrengs-ordning og politikernes egen ønsker om flere faglærte.

Q&A 

Dansk Bilbrancheråd har fået en lang række spørgsmål allerede - og rådet har derfor udarbejdet en Q&A, som du kan finde her, med de mest gængse spørgsmål

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, kan du kontakte personalejuridisk konsulent Mille Vollmer på tlf. 30 14 52 06 eller vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103.