290 konkurrencedeltagere fra 49 forskellige fag, 60 udstillere og 22 demonstrationsfag er ved at være på plads og klar til, at DM i Skills 2022 skydes i gang i dag i Høng.
Teknikken – der blandt andet omfatter 17.500 meter kabler - er testet, de sidste materialer hejst på plads, og værktøjet klargjort.
Enkelte deltagere - som anlægsgartnerne, der har en stor opgave foran sig - gik faktisk allerede i gang i går med konkurrencen og det første jord- og flisearbejde.
- Jeg har glædet mig længe - men jeg glæder mig nok mest til at se det færdige resultat," siger Sofie Barsted Christensen fra Himmerland Boligforening, der går på AMU Nordjylland Sandmoseskolen og arbejder sammen med makkeren Mikkel Derosche Grønhøj Tromberg fra samme skole, der er i lære hos Gistrup Anlæg og Service.
De resterende konkurrencer - herunder for autofagenen - går i gang torsdag. Dansk Bilbrancheråd er tilstede fredag og lørdag.
Der er gratis adgang til hallerne og masser at se på, så skynd dig til Høng torsdag, fredag og lørdag. Der er åbningsceremoni klokken 9 torsdag med taler, indgangsmarch og flot sceneshow (hvilket også live-sendes på SkillsDanmarks YouTubekanal). Og derefter kan man gå på opdagelse blandt de mange spændende konkurrencer og udstillere på det 22.000 m2 store udstillerområde.