Under navnet Ketner Partikelservice er Nordjysk Diesel-Elektro i gang med at opbygge en landsdækkende forretning inden for rensning af dieselpartikelfiltre til personbiler, varevogne og lastbiler. Som led i konceptet er der etableret hente-/bringeordning med FTZ.
- Vi har investeret et tocifret millionbeløb i fuldautomatiske, miljøvenlige maskiner til egne værksteder og udvalgte franchisepartnere. Vi har netop installeret en maskine hos en partner i Hillerød og tilbyder rensning af partikelfiltre 11 steder i landet, udtaler direktør og indehaver Torben Hansen i en pressemeddelelse.
Nordjysk Diesel-Elektro tilbyder derudover fejlfinding, kodning og opdatering med Bosch eller originale testere på de fleste bilmærker.
- I værkstedsbranchen slås de fleste om at være billigst, men vi har valgt en anden vej. Vi er gået målrettet efter at servicere de andre værksteder og har løbende investeret i både udstyr og uddannelse, så vi i dag er i dag et specialistværksted, der kan lave stort set alt inden for diesel, udtaler Torben Hansen.
Siden opkøbet af værkstedskæden Ketner i 2014 er Nordjysk Diesel-Elektro vokset år for år, og i 2018/19 omsatte virksomheden for 97,3 millioner kroner. Resultat før og efter skat blev på henholdsvis 7,0 og 5,5 millioner kroner.
Selv om dieselbiler har mødt kraftig modvind efter de verdensomspændende skandaler, hvor eksempelvis VW installerede snydesoftware i millioner af biler for at få udledningen af skadelige udstødningsgasser til at fremstå bedre, end den reelt var, så er dieselbiler fortsat populære. Både i 2017 og 2018 har salget af dieselbiler ligget på godt en tredjedel af det samlede salg af nye personbiler.
Og faktisk er udviklingen af dieselteknologien nået så langt, at nye dieselmotorer nu forurener mindre end benzinmotorer.