Delvist åbent kulturliv men stramning af corona-passet

Stadig mundbind i detailhandlen, men vi bevæger os mod lysere tider.

Fra søndag d. 16. januar 2022 åbner dele af kulturlivet igen, mens coronapassets gyldighed forkortes for personer med kun 2 stik. Der er stadig krav om mundbind i detailhandlen.

Vi går mod lysere tider i forhold til corona-pandemien, og Folketingets Epidemiudvalg har besluttet at lempe dele af corona-restriktionerne, dog også at stramme coronapassets gyldighed.

Hvis du kun har fået to stik i armen, så forkortes dit coronapas' gyldighed fra på søndag til kun at gælde i fem måneder. Da det almindeligvis kun er personer over 18, der kan få 3. stik, gælder forkortelsen altså kun for denne gruppe.

Store dele af kulturlivet åbner også fra søndag d. 16. januar, dog med en række begrænsninger og krav; blandt andet om coronapas og mundbind indendørs. Det drejer sig blandt andet om museer, forlystelser, zoologiske haver mv. Desuden åbnes der op for arrangementer, fx konferencer og foredrag, med op til 500 siddende deltagere eller op til 1500 i afgrænsede grupper á 500.

Fortsat pålagt restriktioner

Derimod fortsætter restriktionerne for messer, forsamlingshuse, selskabslokaler og større arrangementer med stående publikum. Formentligt frem til 31. januar afhængig af situationen på dette tidspunkt. 

Kravet om mundbind i detailhandlen og undtagelsen for ansatte med gyldigt coronapas eller negativ test fortsætter.

Henvendelse

Juridisk afdeling: Jesper Juhlin, 2292 4399, Johanne Berner, 2241 5103, ellers Lars Ellegaard, 2045 1633.