De fantastiske mekanikerlærlinge og Super Silas

Kører og mekanikerlærling Silas Rytter giver interview til DR

Det har været et par begivenhedsrige uger for lærlinge tilknyttet Dansk Bilbrancheråd, hvor flere har været i medierne. 

TCR på DR

Dansk Bilbrancheråd sponserer racingholdet Touringcar Academy - Tun din Fremtid hvor en bil er med i henholdsvis TCR og en bil i DS3-cuppen. Formålet er at skabe opmærksomhed omkring mekanikeruddannelsen, ved at vise det fedeste ved faget. 

18. juni var der fuld valuta for sponsorpengene, da kører og mekanikerlærling Silas Rytter vandt weekendens TCR race på Ring Djursland foran blandt andet Jan Magnussen. Det fik DR til at skrive i en artikel om Silas' sejr; 

En 17-årig mekanikerelev, der stadig skal have far på passagersædet for at køre bil i trafikken, har denne søndag vist hele det garvede TCR-felt, hvordan det skal gøres.

Faren, der sidder på passagersædet i trafikken, er mekanikermester Christian Rytter fra AutoTeknik i Sæby, hvor Silas Rytter også er lærling.

Christian Rytter var vanvittig stolt over Silas og holdets indsats, og det fik tårerne frem, hvilket DR fangende på fineste vis. 

Se DR's artikel ved at følge linket, hvor du også kan se Silas Rytter på podiet og en tårevædet Christian Rytter takke blandt andet Dansk Bilbrancheråd for, at Silas er nået så langt.

17-årig racerkører satte alle på plads og fik sin far til at græde i anden afdeling af TCR | Motorsport | DR

Touringcar Academy - Tun din Fremtid

Som Christian Rytter siger i interviewet med DR, så kunne Silas Rytter ikke vinde weekendens TRC-løb uden sit hold af mekanikerlærlinge. Det ved YouTubekanalen Dansk Motorsport Live selvfølgelig også, så derfor har redaktør Morten Alstrup interviewet tre af mekanikerlærlingene fra Touringcar Academy - Tun din Fremtid.

Du kan se interviewet i linket nedenfor eller videoen helt nederst (tidskode 4:26:47). Her fortæller lærling Michelle Delfs Bæk fra Knud's Auto i Jelling til Dansk Motorsport Lives 10.300 abonnenter, blandt andet om hvad Touringcar Academy - Tun din Fremtid går ud på, og hvad man kan gøre, hvis man er interesseret i at blive mekaniker.  

https://www.youtube.com/live/nMEaEZLdQUQ?feature=share&t=16008

Flere unge skal uddannes

Dansk Bilbrancheråd støtter Touringcar Academy - Tun din Fremtid, for at tiltrække flere unge til mekanikerfaget.

Der er alt for mange unge over hele landet mellem 15 og 24 år, som ikke har en uddannelse eller er i gang med en uddannelse. Særligt slemt står det til i Assens Kommune, som derfor har afsat 4 millioner kroner til at få flere unge uddannet. TV2 Fyn bragte 13. juni et indslag om dette i regionalnyhederne.

Som det gode eksempel på tilfredse unge i uddannelse, havde de et indslag fra medlemsværksted Østerhåbs Auto, hvor værkstedets to svende fortæller om, hvor glade de er for at have værkstedet at møde op til hver dag.

Du kan se indslaget ved at følge linket nedenfor og det begynder ved tidskode 11:30.

19:30 - 13. jun. 2023 | TV2 Fyn

Alt i alt et par uger, hvor der har været et solidt og godt fokus på de fremragende muligheder, mekanikeruddannelsen byder på.

Henvendelse

Hvis du kender til andre historier i medierne, som dine medlemskollegaer skal kende til, så skriv til kommunikationschef Majbrit Berthelsen på mb@dbr.dk.