Bestyrelsen for De Danske Bilimportører (DBI) har udpeget Mads Rørvig som ny administrerende direktør. Mads Rørvig er i dag underdirektør i brancheorganisationen, Finans Danmark, og har tidligere været Medlem af Folketinget, bl.a. som skatteordfører og formand for Folketingets Skatteudvalg. Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for, at Mads har sagt ja til at stå i spidsen for vores branche i Danmark. Med sin baggrund fra Christiansborg og Finans Danmark, har han et unikt udgangspunkt for at skabe synlighed og politiske resultater. Jeg glæder mig til samarbejdet med Mads, og er sikker på, han er den rette til også at videreudvikle og modernisere DBI, udtaler Jens Bjerrisgaard, bestyrelsesformand for DBI og Koncernchef for Semler Gruppen.
- Biler udgør en central rolle i vores samfund og er en af hovedaktørerne, når der skal leveres på den grønne omstilling i Danmark og resten af verden, udtaler Mads Rørvig, kommende administrerende direktør for De Danske Bilimportører.
Den afgående administrerende direktør, Gunni Mikkelsen, der i denne måned fylder 65 år, får efter eget ønske en mere tilbagetrukken rolle i organisationen, så han fortsat kan bidrage med sin store erfaring fra branchen.
Mads Rørvig tiltræder den 1. juni 2020.
De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilindustrien i Danmark med alle bilimportører som medlemmer. Afgifter på motorkørertøjer bidrog med ca. 34 miliiarder kroner i statskassen i 2019 og samme år blev der nyindregistreret 258.685 person- og varebiler. Personbiler står i dag for ca. 11% af CO2-udledningen i Danmark - og lastbiler, varebiler samt busser for yderligere 8%.