
Dansk Bilbrancheråd har netop fået foretaget en analyse, der klarlægger hele rådets lærlingesituation i detaljer. Analysen viser, at halvdelen af alle landets lærlinge er ansat på et Dansk Bilbrancheråds-værksted! Det er flot, men pga. successen med at tiltrække unge til branchen, mangler flere unge nu en læreplads!
Epinion har udarbejdet en analyse for Dansk Bilbrancheråd, der ned i detaljen klarlægger hele rådets lærlingesituation, herunder medlemmernes samlede antal personvognsmekanikerlærlinge, hvem har lærlinge, hvem har ikke, hvem er godkendte til at have lærlinge, men ingen har mv.
Analysen viser, at halvdelen af alle personvognsmekanikerlærlinge er på et værksted, der er medlem af Dansk Bilbrancheråd. Det er flot!
Først og fremmest skal vi glæde os over, at den nye analyse klart og tydeligt viser, hvad vi altid har sagt og forventet; nemlig at de frie værksteder og vores mange medlemmer naturligvis løfter sit lærlingeansvar, og at medlemmerne har mindst halvdelen af alle landets lærlinge, udtaler chefkonsulent Lucas Hultgren og fortsætter;
Nu har vi data'en, der understøtter vores antagelse om, at Dansk Bilbrancheråds medlemmer i dén grad løfter lærlingeansvaret, idet hele 51,3 % af alle landets lærlinge befinder sig på et Dansk Bilbrancheråds-medlemsværksted. Det kan vi i den grad være tilfredse med!
Ud over at give tal på den aktuelle lærlingesituation, bliver analysen et fundamentalt arbejdsredskab i rådets nyoprettede uddannelses- og rekrutteringsafdeling.
Rådets nye medarbejder Talent Scout Marcus Brandt samt chefkonsulent Lucas Hultgren har med afsæt i den nye analyse ringet til alle landets erhvervsskoler for at klarlægge den aktuelle lærepladsstatus; hvem mangler lærepladssteder, og hvem gør ikke?
Sekretariatets rundspørge viser, at situationen med lærepladser er vendt flere steder i landet. I dag er der udfordringer med at finde lærepladser på flere skoler, end man egentlig kunne forvente, efter vi i mange år har hørt den modsatte besked fra værkstederne; nemlig at der manglede lærlinge og ikke lærepladser.
Når vi i første omgang har glædet os over, at rådets medlemmer løfter lærlingeansvaret ved at have over halvdelen af alle personvognsmekanikerlærlingene i Danmark, så klarlagde rundspørgen til landets erhvervsskoler en ny afgørende udfordring. Nemlig at der, i modsætning til tidligere, pludseligt mangler læresteder på flere erhvervsskoler. Vi ser det som et resultat af - hvilket er endnu en afgørende ting vi kan glæde os over i Dansk Bilbrancheråd - at vores Tun Din Fremtid-rekrutteringskampagne har virket. Der er nemlig langt flere unge, der tager en personvognsmekanikeruddannelse end tidligere, udtaler chefkonsulent Lucas Hultgren.
Analyse fra Epinion og informationerne fra erhvervsskolerne klarlægger, hvor behovet er størst for at skabe nye læresteder, og hvor rådets nye Talent Scout i samarbejde med erhvervsskolernes respektive rekrutteringsansvarlige først skal påbegynde arbejdet.
Manglen på lærepladser er en ny - og alvorlig - udfordring. Vi kan ikke på den ene side sige til alle de unge, at de skal uddanne sig til mekaniker, fordi vi mangler arbejderkraft, og så på den anden side, når de så rent faktisk nu gør, hvad vi ønsker, lade dem sidde efterladt tilbage uden en læreplads.
Vi er nødt til at have et skarpt fokus på udfordringen med manglende læresteder, og vi opfordrer alle, der endnu ikke har lærlinge, til at tage sit lærlingeansvar og få sikret sig en dygtig lærling til sit værksted, så vi kan uddanne fremtidens kvalificerede mekaniker-svende, udtaler chefkonsulent Lucas Hultgren.
Det er flot, at Dansk Bilbrancheråds medlemmer allerede har halvdelen af alle lærlinge - men flere unge vil nu branchen, så nu skal der sættes ekstra ind, så vi kan hjælpe nye generationer med at tune deres fremtid og sikre svende til værkstedet.
Derfor gælder opfordringen om at tage lærlinge ind på værkstedet over hele landet, og rådets nye afdeling for uddannelse og rekruttering står til rådighed, for at hjælpe med processen med at finde og ansætte lærlinge.
Kontakt chefkonsulent Lucas Hultgren på lth@dbr.dk eller tlf. 30200848, hvis du har behov for flere informationer om at ansætte lærlinge eller har yderlige spørgsmål.