Dansk Bilbrancheråd og SMVdanmark på Christiansborg

Adm. direktør Erik S. Rasmussen i midten, t.h. herfor afgående skatteordfører Jan E. Jørgensen og nuværende skatteordfører Hans Andersen. Tv. herfor sekretær i Autoudvalget Simone Poulsen og længst tv. direktør i SMVdanmark Jesper Beinow.

Dansk Bilbrancheråd var på vegne af Autoudvalgte i SMVdanmark i sidste uge til møde på Christiansborg med Venstres nye skatteordfører Hans Andersen og afgående skatteordfører Jan E. Jørgensen.

I forrige uge var adm. direktør Erik S. Rasmussen sammen med direktør i SMVdanmark Jesper Beinow og SMVdanmarks autoudvalgssekretær, Simone Poulsen, på vegne af Autoudvalget i SMVdanmark til møde med Venstres nye skatteordfører Hans Andersen.

Til mødet deltog også Venstres afgående skatteordfører Jan E. Jørgensen, hvilket var en god anledning til at sige tak for det gode samarbejde.

Reparationsgrænsen

På mødet blev drøftet, hvordan den nye finanslovsaftale for 2024, med sit fokus på reparationer, genbrug og adgang til reservedele, er en god anledning til at gennemgå de eksisterende regler om reparationsgrænsen.

Autoudvalget belyste for Hans Andersen, at der er flere måder at gå til problemerne med reparationsgrænsen på, men helt afgørende er det, at det bliver nemmere at reparere nyere biler og nemmere at bruge genbrugsdele til reparationerne.

Grundlaget for værdifastsættelse

Erik S. Rasmussen og Autoudvalget fik også mulighed for at fortælle om en anden vigtig sag for branchen; grundlaget for værdifastsættelse. Som det er kendt, skal brugtbilsforhandler, der importerer brugte biler fra udlandet, beregne registreringsafgiften, før bilen kan sælges i Danmark.

Registreringsafgiften skal beregnes ud fra den oprindelige nypris (udgangspunktet for den oprindelige nypris er standardprisen, eller den pris der kan siges at have været markedsdannende for det pågældende køretøj på det tidspunkt, køretøjet var nyt) – priser som de frie brugtbilsforhandlerne slet ikke har adgang til. Standardpriserne findes i en database, som De Danske Bilimportører har oprettet, og som myndighederne har fået adgang til. Resten af branchen, som importerer og sælger brugte biler i Danmark, har ikke adgang, hvilket skaber alvorlige problemer.

Det var et positivt møde med Venstres nye skatteordfører Hans Andersen, som nu er opdateret på flere af branchens helt store udfordringer og udstyret med forslag til løsninger, som han kan tage med videre i sit politiske arbejde.

Dansk Bilbrancheråds kommentarer til beskyldninger om urent trav

Mødet fandt sted samme dag som De Danske Bilimportører i Motormagasinet rettede voldsomme beskyldninger mod de uafhængige bilforhandlerne for at svindle med registrerings-afgifterne.

Direktør i Dansk Bilbrancheråd, Erik S. Rasmussen udtaler;

Indledningsvis er holdningen naturligvis hos alle seriøse brancheorganisationer, at gældende lov skal overholdes. Når det er sagt, så fortolkes gældende lov jo fuldstændig vanvittigt af Motorstyrelsen, hvilket i for mange tilfælde afstedkommer, at brugte, importerede køretøjer opnår en højere salgspris end helt nye, tilsvarende køretøjer, og det kan der naturligvis ikke skabes en forretning på. Mere herom senere. Om loven, dens administration og konsekvenser, gør senior advisor Jacob Skjærris smukt rede for i en artikel i Motormagasinet den 29. november. Det var netop denne problemstilling, Dansk Bilbrancheråd med SMVdanmark i spidsen fik mulighed for at gøre rede for hos de folkevalgte.

Et af de vigtige nøgletal, der anvendes til beregning af en korrekt registreringsafgift på et importeret køretøj, er den såkaldte standardpris/listepris, som der er gjort rede for ovenfor. Men, denne database med disse nøgletal sidder De Danske Bilimportører så tungt på, at de har nægtet andre end Motorstyrelsen adgang hertil. Også af den grund lyder det lidt patetisk, når De Danske Bilimportører fremkommer med kritik af konkurrenternes beregninger. Så giv´ dog fri adgang til disse data.

Tilbage til kritikken fra De Danske Bilimportører – naturligvis er det på godt jysk træls at se, hvordan konkurrenterne importere et stort antal nyere køretøjer fra de øvrige lande i EU, og videre sælger disse køretøjer i konkurrence med mærke-forhandlerne (De Danske Bilimportører), men det hedder nu engang konkurrence, og er godt beskyttet af både nationale-regler og EU-regler. Godt beskyttet er også varernes fri bevægelighed i EU, og i denne sammenhæng er bilerne også en ”vare”.

Og af den grund er det interessant at forholde sig til EU-reglerne i relation til den beskyttelse, politikere og myndigheder tilsyneladende lader ske i forhold til ny-vogns-branchen, når der tales om import af brugte køretøjer. Og her henviser jeg naturligvis til den tidligere omtalte omstændighed, at et importeret, brugt køretøj via bindegal lovgivning, Motorstyrelsens fortolkninger og praksis, bliver dyrere i Danmark, end et helt nyt, og tilsvarende køretøj. Mon der her er tale om en handelshindring i EU-forstand ? Hvis svaret er ja, er det jo en alvorlig sag, som EU-domstolen i sidste ende må tage stilling til.

Til slut – i alle branche-segmenter inden for køretøjsbranchen, er der naturligvis aktører, der nogle gange har svært ved at ramme den rigtige ”afgift”, både med og uden forsæt – min klare opfattelse er, at her har det ene branchesegment nok ikke noget at lade den anden høre……resten må gå under betegnelsen brødnid fra De Danske Bilimportørers side.

Henvendelse

Har du kommentarer da kontakt adm. direktør Erik S. Rasmussen på tlf. 40414399.