
Dansk Bilbrancheråd har søgt aktindsigt hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i styrelsens dokumenter vedr. Autotaks. Aktindsigten er søgt med henblik på en vurdering af, om Autotaks' udformning er i strid med konkurrenceloven.
Konkurrencerådet afgjorde i december 1998, at Autotaks-systemet ikke kunne accepteres efter konkurrenceloven, da systemet begrænsede værkstedernes muligheder for selv at fastsætte deres priser i forbindelse med udførelse af autoskadearbejde for forsikringsselskaber. I december 2001 afgjorde Konkurrencerådet, at Autotaks-systemet ikke begrænsede konkurrencen, bl.a. da systemet tvang værkstederne og forsikringsselskaberne til at aftale en individuel timepris.
Men hvordan står det til i dag?
Dansk Bilbrancheråd har søgt aktindsigt for at undersøge, om Autotaks fortsat er i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Aktindsigten er et vigtigt skridt i denne undersøgelse.
Konkurrencerådet har samtidig igangsat en offentlig høring med henblik på at indlede en markedsefterforskning, hvor det skal undersøges, om forsikringsselskabernes prisadfærd, på markedet for skadesforsikringer, er så skadelig for konkurrencen, at der kan gribes ind.
Dansk Bilbrancheråd håber, at trafikskadeområdet vil blive medinddraget i en markedsefterforskning.
Dansk Bilbrancheråd vil derfor benytte sig af muligheden og fremsende et høringssvar til Konkurrencerådet, hvor Rådet bidrager med dets vurdering af konkurrencen på autoområdet.
Har du spørgsmål om Motorkontaktudvalget eller kommentarer så kontakt Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Hjelmer Hansen på tlf. 22 92 43 99.