BMW tilbagekalder 2.700 danske biler

Hvis du har en nyere BMW-dieselbil, er der risiko for, at du snart bliver bedt om at kigge forbi værkstedet.

Næsten samtlige BMW-modeller med fire- eller sekscylindrede dieselmotorer kan nemlig have en fejl på udstødningssystemets såkaldte EGR-ventil. En fejl, der kan føre til, at motoren bryder i brand.

Derfor vil BMW tilbagekalde bilerne. BMW's pressechef, Mette Lolholm, bekræfter overfor DR Nyheder, at man tilbagekalder modeller i 3-, 4-, 5-, 6-, -og 7-serien samt BMW's SUV-modeller X3, X4, X5 og X6.

- Vi har en frivillig tilbagekaldelse, som vedrører cirka 2.700 biler i Danmark. Bilerne skal have tjekket EGR-modulet. De berørte ejere vil blive indkaldt snarest, skriver pressechefen.

EGR-ventilen sidder på bilens udstødningssystem og er med til at sikre en lavere udledning af gasser fra motoren. Systemet fungerer ved at lede en del af udstødningsgassen tilbage i indsugningen for at blive forbrændt én gang til. Dette sker ved hjælp af en regulerbar ventil, som er placeret mellem udstødnings- og indsugningsmanifolden. Herved opnås en reduceret effekt på forureningen under næsten alle kørselsforhold, dog mest markant ved dellast.

324.000 i Europa

Den danske tilbagekaldelse kommer efter, at BMW tidligere på måneden meldte ud, at i alt 324.000 europæiske biler ville blive kaldt på værksted på grund af udstødningssystemet.

Den europæiske tilbagekaldelse kom, efter at motoren i mindst 30 BMW'er brød i brand i Sydkorea. De 2.700 danske bilejere vil snart modtage en indkaldelse via Skats motorregister.