Bilforhandlernyt uge 9 - Marginal stigning af biler, men stadig få

Uge 9 bød på en marginal stigning i udbuddet af biler, men der er lang vej op til udbudstallene for et par år siden. 

For første gang i ni uger steg udbuddet af brugtbiler i sidste uge. Men det er ikke en massiv stigning - der er tale om en marginal stigning på blot 300 biler, og det er primært elbiler og nyere benzinbiler, der står bag stigningen.

De øvrige nøgletal holdt et stabilt niveau, og dermed er efterspørgslen og interessen for de brugte biler fortsat meget høj. Men bilkøberne er udfordrede, når det handler om at finde relevante biler. 

En screening af biler under fem år fra første indregistrering viser, at der reelt kun er godt 1.000 relevante MPV'er til salg. For to år siden var der 5.000 tilsvarende MPV'er til salg.

Det samme forhold for mikrobiler er 900 biler mod 4.500 i starten af 2020. De biler, som forbrugerne reelt efterspørger, når det handler om diesel- og benzinbiler er stærkt reduceret i antal.

Det ses også på liggetiderne, hvor lagerdage under en måned nu er mere reglen end undtagelsen - der er ingen tegn på, at markedssituationen ændrer sig i løbet af 2022.

I korte træk

Der var 756.000 besøgende i uge 9, og interessen for brugtbiler holder et højt niveau i 2022. Udbuddet steg til 50.000 biler i alt, liggedagene er nede på 41 dage i snit. Der var 1.223 prisrettelser med 7.737 kr i snit i nedsættelse.

Markedsinput fra AUTOproff for uge 9 2022:

AUTOproff B2B PRISINDEKS:
Prisindekset for uge 9 faldt en  smule til indeks 110. Udbuddet af B2B biler lidt højere end i uge 8 på indeks 111. Selvom vinterferien er ovre er der fart på bilhandlen på B2B markedet. Marts måned er generelt kommet godt i gang, og der er til trods for tidens udfordringer gang i forretningerne.

UDBUD/EFTERSPØRGSEL:
Der er fortsat pres på alle led i kæderne for at skaffe brugte biler. Der er stadig færre biler på vej ind, da mange forhandlere har store uforløste ordreportefølje. Der importeres fortsat rigtig mange biler, og vores crossboarder salg er nu steget til at være over 27%. Der er fortsat stor fokus på at opkøbe hybrid og elbiler på auktionerne. Ligeledes er det værd at bemærke hvor stor forskel der er på supplychain udfordringerne fra mærke til mærke, i det nogle mærker fortsat får udleveret biler.

GARANTIPRISER/MARKEDSAKTIVITET:
Interessen for brugtbilmarkedet holder et højt niveau. Det betyder også et stigende online aktivitet fra forbrugere som vil handle bil online. Derfor er der fortsat stigende aktivitet i markedet og god kundetrafik, hvilket betyder at vores aktivitet på antallet af garantipriser ligger højt. Vi er derfor som i sidste uge oppe i et højt og stabilt indeks 142.