Bilforhandlernyt uge 9 2025: Breaking - EU udskyder 2025 emissionskrav

EU-Kommissionen vil give bilproducenter yderligere to år til at opnå 2025-målene for udledning af CO2. Det er Jan Lang fra Bilbasens vurdering, at ændringerne ikke får nogen større effekt for importen til Danmark af nyere brugte elbiler på kort sigt.

EU-Kommissionen vil give bilproducenter yderligere to år til at opnå 2025-målene for udledning af CO2.
Det oplyser formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, på et pressemøde mandag eftermiddag. Tidligere lød EU-kravet, at producenterne skulle nå målet i 2025, ellers risikerede de at få en bøde.

Efter forhandlinger med ACEA, der er en interesseorganisation i bilindustrien og en række EU-lande med bilproduktion, foreslår Von der Leyen, at bilproducenterne først skal nå målene i 2027.

- Der er et tydeligt behov for mere fleksibilitet angående CO2-målene, siger Ursula von der Leyen på pressemødet.

Det er Jan Lang fra Bilbasens vurdering, at ændringerne ikke får nogen større effekt for importen til Danmark af nyere brugte elbiler på kort sigt. Hertil er overudbuddet af op til tre år gamle elbiler for stort, og det vil tage noget tid før puklen er væk. Samtidig vil der fortsat være en elbilproduktion af en vis størrelse, og her vil Danmark være et af markederne, hvor der er gode afsætningsmuligheder. På længere sigt kan udbuddet ændres, og derved kan forhandlere få vanskeligere ved at tage biler hjem til Danmark. Men der kommer altså til at gå noget tid.

Nøgletallene for markedet i sidste uge viste stabilitet, og tendenserne med færre prisrettelser fortsatte. Der er fortsat lave liggetider, et højt antal besøgende og et stabilt udbud.

Oversigt over prisrettelser for elbilerne i fem prissegmenter i uge 9

100.000 - 199.999 kr.: 241 (288)*
200.000 - 299.999 kr.: 288 (295)*
300.000 - 399.999 kr.: 341 (399)*
400.000 - 499.999 kr.: 338 (372)*
500.000 - 599.999 kr.: 238 (288)*
*antal rettelser i ugen før
Elbilerne blev i snit sat 9.204 kr. ned.

I korte træk

Der var 477.000 consent-besøgende i uge 9. Udbuddet steg til 55.900 biler i alt, og liggedagene faldt til 42 dage i snit. Der var 3.098 prisrettelser med 8.419 kr i snit i nedsættelse

Bilbasen holder tirsdag d. 11. marts et webinar, hvor alle er velkomne, og hvor starten på bilåret 2025 analyseres. Her vil Bilbasen også komme ind på konsekvenserne af EU's beslutning om at udskyde emissionskravene i to år. Men derudover har det jo været en fantastisk start med et fint salg, og der gives et bud på, om det fortsætter de kommende måneder.

Du kan tilmelde dig her: https://schibsted.webinargeek.com/webinar-markedsstatus-q1-2025-med-jan-lang