Bilforhandlernyt uge 4 - massivt fald i antallet af prisrettelser på elbiler

Omfanget af prisrettelser på de meget omtalte elbiler er faldet massivt i sidste uge.

I uge 3 blev 1.402 elbiler rettet ned i pris, i uge 4 var det 789 elbiler, der blev nedjusteret i pris. Det nominelle omfang af prisrettelser faldt ligeledes fra 24.105 kroner i uge 3 til 16.728 kr i uge 4.

Det er gode nyheder for forhandlerne, der godt to uger efter Tesla's prisjustering på nye biler, kan se effekten heraf aftage på brugtbilmarkedet. Det skal dog understreges, at en samlet værdi af prisnedsættelser på over 13 millioner kroner alene i uge 4 er en ekstraordinær stor prisjustering.

Det skal desuden bemærkes, at de nye elbiler, der sættes til salg, bliver annonceret til en række nye prispunkter. Det samme er tilfældet med plug-in hybriderne, der også er sat ekstraordinært ned i pris i de seneste uger.

Alt i alt har prisjusteringerne medført, at prisindekset (Q4. 2021=100) for brugte elbiler under 24 måneder fra første registrering er faldet fra 100,6 ved indgangen til 2023 til 90,8 pr mandag d. 30/1. Nedsættelserne har naturligvis også påvirket det generelle prisindeks for brugte biler. Mere om det i Bilbasens månedsrapport, der udkommer i slutningen af næste uge.

Oversigt over prisrettelser for elbilerne i tre prissegmenter

300.000 - 399.999 kr: 261 (371)*
400.000 - 499.999 kr: 304 (502)*
500.000 - 599.999 kr: 151 (349)*

* antal rettelser i ugen før
Elbilerne blev i snit sat 16.728 kr ned i snit.

I korte træk

Der var 849.000 besøgende i uge 4. Udbuddet steg til 57.400 biler i alt, liggedagene er på 48 dage i snit. Der var 3.102 prisrettelser med 10.911 kr i snit i nedsættelse.