Tallene for påskeugen indikerer - stik mod sædvane - en gennemsnitlig uge, hvor salget lå på niveau med de foregående uger.
Traditionelt er marts, april og maj måneder med stort salg af brugte biler, hvor påskeugen er omdrejningspunktet for forbrugernes interesse for at skifte bil.
Det var ikke tilfældet i år. Nøgletallene for uge 15 indikerer en gennemsnitlig uge, hvor salget lå på niveau med de foregående uger.
Dermed er den samlede omsætning på brugtbilmarkedet fortsat på niveau med 2021, men momentet skal holdes, for maj, juni og juli 2021 bød på rekordhøjt salg af brugte biler.
Der er fortsat massiv interesse for og omsætning af elbiler. Der blev oprettet et rekordhøjt antal elbiler i sidste uge, men salget var endnu højere, og dermed faldt det samlede udbud. Det gælder også for plug-in hybriderne.
Der var 752.000 besøgende i uge 15, og interessen for brugtbiler holder et højt niveau i 2022. Udbuddet steg til 50.700 biler i alt, liggedagene er nede på 41 dage i snit. Der var 1.122 prisrettelser med 7.207 kr i snit i nedsættelse.