Prisrettelserne steg i antal i uge 20 og faldt i nominel værdi, mens alle andre nøgletal ud fra et markedsøkonomisk perspektiv fortsatte den gode stime fra de seneste fire uger.
Indikationen er, at brugtbilmarkedet holder moment, og at forhandlerne fortsat har et højt antal solgte biler. Det er fortsat biler med høje liggedage, der rettes i pris. Forhandlerne melder desuden om stigende priser på auktionerne, og det understreges af, at udbuddet falder i de mest populære segmenter såsom SUV-, MPV, især blandt de yngre, eksklusive mellem- og firmabiler samt i mikroklassen. Det på trods af, at interessen for biler fra de segmenter holder et højt niveau eller ligefrem er stigende.
I korte træk: Trafikken faldt med 4,7% i uge 20, hvor der var godt 785.000 besøgende på Bilbasen i løbet af ugen. Antallet af forhandlerbiler faldt for fjerde uge i træk. Liggedagene faldt til et gennemsnit på 70 dage. Prisrettelserne faldt nominelt med 5,8%, og steg i antal med 16,6%.