Bilforhandlernyt oktober 2020

Så foreligger Bilbasen og Bilinfos månedsrapport for oktober måned.

Kigger man antallet af transaktioner igennem, siden den seneste opgørelsesmetode blev indført i 1996, så var omsætningen på over 54.000 transaktioner i oktober i år den højeste nogensinde for en oktober måned. Den høje efterspørgsel kombineret med et lavt udbud sender prisindekset op på det højeste niveau siden januar 2018, og der er ingen tegn på, at priserne på brugtbilmarkedet falder på kort og mellemlang sigt. Men en afgiftsomlægning kan naturligvis ændre på dette billede – kortvarigt. Årsagen er hertil er, at underudbuddet af brugtbiler vil fortsætte ind i 2021.

En dybere analyse af transaktionerne viser, at manglen på nyere brugtbiler medfører, at bilkøberne erhverver ældre modeller i stigende grad, og alderssegmentet fra fem til syv år er steget mest i omsætning i oktober sammenlignet med de tidligere måneder.

Samtidig fortsætter tendensen med massiv efterspørgsel efter brugte el- og hybridbiler. Det ses bl.a. i forhold til at søgningerne efter el- og hybridbilerne fra populære modeller såsom Golf VII og VW Passat er tæt på niveau med søgningerne efter modellernes dieseludgaver på trods af, at udbuddet af diesel-drivlinie er mange gange større.

I forhold til liggetiderne, så er det første gang, at to Tesla modeller er på topti-listen over biler med færrest liggedage, hvor Tesla Model 3 er kortest tid om at blive solgt, mens Tesla Model S deler 3-pladsen ved at være 29 dage om at blive solgt.