Afgørelse fra Ankenævn for biler - om ophævelse og reparation under garantien

Ny afgørelse fra Ankenævn for biler sætter fokus på mulighederne for ophævelse af købet, når bilen er til reparation under garantien.

En forbruger købte i marts 2020 en fabriksny Hyundai Kona. Forbrugeren oplevede i ejertiden en del problemer med bilen – særligt vedr. opladningen og batteriet.

Forbrugeren indleverede derfor bilen til et Hyundai-værksted i januar 2021, der skulle sørge for en softwareopdatering af bilen.

Forbrugerens tålmodighed var opbrugt

Opdateringen påvirkede imidlertid batteriet negativt, herunder i forhold til bilens rækkevidde. Hyundai-værkstedet skrev i starten af marts 2021 til forbrugeren, at bilens batteri skulle udskiftes, som følge af den påvirkning, som softwareopdateringen havde påført det.

Forbrugerens tålmodighed var opbrugt, da bilen på det tidspunkt havde holdt på værksted i to måneder. Forbrugeren meddelte sælgeren d. 26. marts 2021, at sælgeren havde 5 dage til at få bilen repareret.

Den 31. marts 2021 skrev forbrugeren til sælgeren, at han ophævede købet af bilen.

Sagen ender i ankenævnet

Parterne kunne ikke blive enige, om at ophæve købet. Forbrugeren klagede til Ankenævn for biler, hvor sælgeren gjorde gældende, at de ikke vidste, at bilens software skulle opdateres – og derfor heller ikke, at der var mangler ved bilen i form af behovet for udskiftning af batteriet.

Sælgeren hørte først herom i starten af marts 2021, da det skulle afklares af det Hyundai-værksted, der havde bilen stående, hvornår batteriet skulle udskiftes.

Sælgeren nægtede at ophæve købet, da sælgeren ikke havde haft en aftale om udskiftning af batteriet med forbrugeren.

Et uenigt ankenævn

Ankenævnets flertal vurderede, at forbrugeren ikke kunne ophæve købet, da sælgeren tilbød afhjælpning af fejlene.

Sælgeren havde ikke haft mulighed for at undersøge, og afhjælpe, fejlen vedr. tab af rækkevidde. Flertallet henviste forbrugeren til at indlevere bilen hos sælgeren med henblik på afhjælpning af fejlene. Alternativt skulle forbrugeren kræve ophævelse hos importøren, der var garantistiller.

Ankenævnets mindretal (FDM) vurderede, at forbrugeren kunne kræve ophævelse af købet direkte hos sælgeren.

Køber skal reklamere til egen sælger

Sagen viser, at det er væsentligt at reklamere til egen sælger – også selvom der er tale om en bil underlagt fabriksgaranti.

Til det billede hører dog, at mindretallet – bestående af FDM – netop henviste til, at en reklamation under fabriksgarantien var gyldig til en hvilken som helst forhandler af Hyundai, og derfor var bindende både overfor sælgeren og importøren.

Vil du vide mere om ophævelse og reklamation, så kan du læse nærmere herom i Juridisk håndbog for bilforhandlere i kapitel 18 og kapitel 23.
Du kan købe bogen her.

Henvendelse

Har du en tvist, du gerne vil have et par juridiske øjne på, så ring til juridisk afdeling – juridisk chef, Johanne Berner (22415103) eller juridisk konsulent Rasmus Saaby Hansen (22924399).