Er du registreret som bruger eller ejer af en bil, motorcykel, scooter eller knallert, men uden at have den lovpligtige ansvarsforsikring, vil du fra og med den 1. januar 2019 blive opkrævet et dagsgebyr på 250 kroner.
Det beretter Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, DFIM.
DFIM er en garantifond, der hjælper med at udbetale erstatning til de personer, der er blevet skadet af et uforsikret køretøj. Det er DFIM, som fra og med den 1. januar 2019, hvor loven træder i kraft, står for opkrævning af dagsgebyret.
Som loven fungerer i dag, er det kun, hvis din bil, varevogn, knallert, scooter eller motorcykel bliver stoppet af politiet eller er involveret i et uheld, at du får en bøde eller får klippet dine nummerplader.
Derfor opfordrer lederen af DFIM, Maria C. Dyrehauge, ejere eller brugere af motorkøretøjer, der mangler en forsikring, at de tegner en forsikring inden nytår, hvor loven træder i kraft.
- Du kan ikke købe en ansvarsforsikring, hvis du først skylder et gebyr, og hvis man allerede er begyndt at modtage de nye gebyrer, så er det for sent, siger hun til DR.
For at undgå at du bliver opkrævet et gebyr, skal ejeren enten købe den lovpligtige ansvarsforsikring til sit køretøj eller aflevere nummerpladerne til SKAT.
Dagsgebyret er blevet indført ved lov, fordi der i dag er omkring 50.000 køretøjer i Danmark, som ikke har den lovpligtige forsikring, og som forvolder skader på andre. De samlede udgifter løber op i mere end 70 millioner kroner om året.
Har man ikke en ansvarsforsikring på sit køretøj, kommer man i sidste ende til selv at betale for de skader, man forvolder på andre og deres ting. Er der tale om personskader, der medfører invaliditet og tab af erhvervsevne, kan erstatningsudgifterne løbe op i millioner af kroner.