Nyt fra SMVdanmark - uge 43

Endeligt fik vi en hårdt tiltrængt hjælpepakke til oplevelseserhvervet, som corona-restriktionerne har skubbet ud på randen af konkurs, fx restauranter og underleverandører til fest- og kulturarrangementer. Og efter massivt pres fra os kom der en meget vigtig ændring med: Fra at skulle dokumentere aflyste arrangementer, hvilket de færreste kunne, da kun få arrangører har turdet planlægge noget, vil hjælpens størrelse komme til at afhænge af oplevelsesvirksomhedens aktivitet på samme tid sidste år. Det gør en enorm forskel, selv om branchen er tyndslidt og går en hård vinter i møde. Vi arbejder fortsat hårdt på, at restriktionerne hele tiden skal vejes op mod de økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

 Aftalen om tidlig tilbagetrækning - Arne-pension - landede, og den endte med, at der blev afsat 100 mio. kr. ekstra til de selvstændige, der ønsker at trække sig tidligt. Det var en stor sejr, for politikerne havde lagt op til nogle meget skrappe betingelser til, hvor meget overskud man skulle have i sin virksomhed for at komme i betragtning til ordningen. De betingelser er nu lempet betydeligt, så flere selvstændige får en fair og reel chance for at kunne få pensionen. Læs mere om det her.