Hjælpepakker forlænges til ind i juli

Regeringen og alle Folketingets partier indgik den 19. marts en aftale om omfattende hjælpepakker til danske lønmodtagere og virksomheder. Disse hjælpepakker bliver nu justeret og forlænget. 

Klart positivt
At justere og udvide de aktuelle hjælpepakker er klart positivt for bilbranchen, bemærker Erik S. Rasmussen, direktør for Dansk Bilbrancheråd, bilbranchens største interesseorganisation herhjemme.

- For eksempel er hjælpepakken vedrørende faste omkostninger ændret, så virksomheden kun skal have et fald i omsætningen på 35% mod tidligere 40%, siger han.

Fyringer og konkurser
En række af tiltagene i hjælpepakkerne bliver forlænget med en måned frem til den 8. juli. Derudover er der aftalt nye tiltag for at forhindre fyringer og konkurser.

De væsentligste punkter er:

  • Alle hjælpepakker forlænges til den 8. juli 2020.
  • Hjælpepakken om kompensation for faste omkostninger udvides således:
    • Omsætningstabet nedsættes fra 40 % til 35 %. En omsætningsnedgang på mellem 35-60 % berettiger herefter til en kompensation på 25 %.
    • De faste omkostninger sænkes fra et krav om 25.000 kr. til 12.500 kr. fordelt over 3 måneder.
    • Virksomheder, der har haft underskud i sammenligningsperioden i 2019 vil i visse særlige situationer kunne anvende en anden sammenligningsperiode.
  • Hjælpepakken om kompensation til selvstændige udvides således:
    • Kompensationen hæves fra 75 % til 90 % - dog stadig med et maksimum på 23.000 kr.
    • Antallet af ansatte hæves fra 10 til 25. Ordningen kan derfor nu bruges af virksomheder med helt op til 25 ansatte. 
  • Reglerne om suspension af G-dage ved arbejdsfordeling forlænges til 30. juni 2020.  

Parterne noterer sig herudover, at regeringen og arbejdsmarkedets parter vil indlede drøftelser om en forlængelse af lønkompensationsordningen.