Hjemsendelse af lærlinge

En lærling tæller med i indgangskriteriet ved brug af lønkompensationspakken, dvs. hjemsendelse med løn. Har du fx 8 svende og 2 lærlinge, skal du mindst have behov for at sende 3 personer hjem, for at du kan få adgang til hjælpepakken om hjemsendelse med lønkompensation.

Som udgangspunkt skal lærlinge blive i virksomheden, og du skal derfor først og fremmest hjemsende dine andre medarbejdere.

Du kan ved ansøgningen om lønkompensation også søge om kompensation for en ”teknisk” hjemsendt lærling, men som følge af dit uddannelsesansvar, skal lærlingen – selvom du søger kompensation på ham – i videst mulige omfang blive i virksomheden. Kun, hvis det er sikkerheds-, sundheds- eller uddannelsesmæssigt uforsvarligt at lade lærlingen blive, kan han fysisk hjemsendes.

Lærlingekompensationen skal således give dig et øget incitament til at beholde lærlingen – også selvom du er nødsaget til at sende svende hjem.

Det er vores opfattelse, at langt de fleste lærlinge vil kunne nøjes med at være ”teknisk” hjemsendt sammen med mindst 30 % af medarbejderstaben generelt.