Regeringen vil droppe afgiftsstigning på elbiler

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt forventes senere på ugen at fremlægge en plan for, hvordan regeringen når ambitionen om, at der skal køre en million ”grønne” biler på de danske veje i 2030.

Et af punkterne i regeringens luft- og klimaudspil, der præsenteres senere på ugen vil være at droppe afgiftsstigningerne på elbiler. Disse afgiftsstigninger skulle ellers træde i kraft ved årsskiftet. Det erfarer Dagbladet Børsen fra flere kilder

100 pct. i 2022

Afgiftsstigningerne knytter sig til, at elbilerne løbende bliver indfaset i registreringsafgiften, som de tidligere har været fritaget for. I dag ligger registreringsafgiften på elbiler på 20 procent af niveauet for diesel- og benzinbiler og står til at stige til 40 procent fra 2019. Planen er, at registreringsafgiften på elbiler skal nå 100 procent i 2022.

- Jeg kommer ikke til at løfte sløret for, hvad der er op og ned i regeringens udspil. Men jeg kan sagtens afsløre, at for at få succes med udrulningen af elbiler er afgiftsregulering et af de virkemidler, der skal til, siger Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, til Børsen.

Ifølge Børsens oplysninger skal de små og mellemstore elbiler med en pris på op til 400.000 kr. desuden favoriseres yderligere.

Planerne bliver første spadestik i regeringens nye ambition for antallet af elbiler på vejene, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) satte ord på i sin åbningstale til folketinget i sidste uge.

- I 2030 vil der være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. Det er en stor ambition. Som ikke bliver let at nå. Men netop derfor skal vi forsøge, sagde statsministeren.

Fem elbiler i timen

Dermed fordoblede han ambitionen for antallet af elbiler på vejene i forhold til Klimarådets pejlemærke på 500.000 elbiler i 2030. 

At få 500.000 elbiler på vejene i 2030 vil kræve, at danskerne fra nytår og 12 år frem hver eneste dag køber mere end 114 elbiler – eller omkring fem elbiler hver eneste time døgnet rundt. Og så er der ikke taget højde for, at elbiler solgt først i 2020'erne ikke holder evigt. Det skriver Finans.dk.

Tidligere beregninger fra regeringen viser, at det samlet vil koste 25 mia. kr. i tabte afgifter frem mod 2030, hvis der til den tid skal køre 500.000 elbiler på de danske veje. Hvad det så vil koste at få en million elbiler ud at køre, vides ikke, men både Finansministeriet og Skatteministeriet har tidligere advaret om de økonomiske konsekvenser ved et sådant tiltag.

Gratis alt muligt

Baggrunden for at indfase elbilerne i registreringsafgiften var ifølge Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, at elbilafgifterne har været genstand for en "politisk slingrekurs", der har skadet salget.

I 2017 blev der solgt 691 elbiler i Danmark. Til sammenligning blev der i Norge solgt 33.000 elbiler ud af et samlet salg på 159.000. I vores broderland har elbiler i årevis været fritaget for afgifter og er tværtimod blevet tilgodeset på forskellig vis som for eksempel at slippe for at betale bompenge, gratis parkering, gratis strøm samt ret til at køre i busbanerne.