Mos på bildæk giver frisk luft

Foto: Goodyear

Goodyear er blevet grøn og har kreeret et konceptdæk, hvor der vokser mos på dækkets sider. Dækket har fået navnet Oxygene, og idéen er, at dækket optager fugt fra vejbanen, og i en fotosyntese lignende proces optager CO2 og udskiller ilt. Altså i princippet det samme som planter gør.

4.500 biler i Paris

Producenten anslår, at hvis alle to en halv million biler i Paris var udstyret med disse dæk, ville de være i stand til at eliminere omkring 4.000 ton CO2 om året. Hvilket igen svarer til at fjerne cirka 4.500 biler fra den parisiske trafik. Herudover ville de bogstaveligt talt grønne mosklædte dæk danne næsten 3.000 tons ilt.

Udover at optage CO2 og udskille ilt til luften omkring os, så genererer de mosfyldte dæksider strøm til sig selv ved hjælp af fotosyntesen. Oxygene bruger den energi, der dannes ved fotosyntesen til at forsyne den indbyggede elektronik med strøm, blandt andet sensorerne, en enhed med kunstig intelligens, og en lysstribe i dæksiden, som kan skifte farve og advare både andre bilister og fodgængere om manøvrer som for eksempel baneskift og opbremsning.

Hvor langt Oxygene er fra den virkelige verden, forlyder der ikke noget om.

3D-printet af gummistøv

Dækkets konstruktion er 3D-printet af gummistøv fra brugte dæk, og den åbne konstruktion forbedrer vejgrebet ved at absorbere vand fra slidbanen.

Oxygene benytter et synligt lyskommunikationssystem, eller LiFi, til internetkommunikation med lysets hastighed. Med LiFi kan dækket kobles til Internet of Things (IoT), således at udveksling af data (V2V) køretøj til-køretøj og (V2I) køretøj-til-infrastruktur bliver mulig. V2V og V2I er en afgørende del af intelligente trafikstyringssystemer.

I øvrigt er det her med at høste elektricitet skabt af planters fotosyntese ikke den rene fantasi. University of Georgia demonstrerede processen i et af sine laboratorier tilbage i 2013.