De unge fagatleter er klar til kamp til EuroSkills i Herning

De unge lærlingen, elever og svende på SkillsTeam Denmark har trænet deres faglighed gennem flere år for at blive klar til EuroSkills i Herning i næste måned. Men konkurrencerne presser både krop og psyke til det yderste, hvilket der var gode råd til ved Teamets sidste samling inden det går løs i Herning.

Dansk Bilbrancheråd har en svend med

SkillsTeam Denmark-deltageren for personvognsmekanikere er svend Magnus Skov Nielsen, som er udlært og ansat hos Dansk Bilbrancheråds medlem This Auto i Vrå. Magnus vandt DM i Skills i 2024, da han stadig var i lære, og deltog også i WorldSkills i Lyon i 2024. 

Rådet ser frem til at heppe på Magnus og håber, at så mange medlemmer som muligt benytter sig af chancen for at lægge vejen forbi dette kæmpe arrangement, der sætter fokus på erhvervsuddannelserne, og hvor Tun Din Fremtid-kampagnen står klar til at fortælle om mekanikerfaget til de besøgende skoleelever.

Konkurrencerne til EuroSkills foregår onsdag d. 10. september til fredag d. 12. september og Dansk Bilbrancheråd inviterer medlemmer til frokost torsdag og fredag kl. 12.00 på Tun Din Fremtid-standen ved tilmelding til Majbrit Berthelsen på mb@dbr.dk.

Mental forberedelse for de unge op til EuroSkills

SkillsDenmark har netop holdt den sidste samling for SkillsTeam Denmark, inden det går løs ved EuroSkills Herning 2025., og her var der fuld fokus på faglighed, mental styrke, søvn og kost.

Under overskriften “Den bedste udgave af mig selv og vores team” bød Landsholdssamlingen i Lalandia Billund på intensiv konkurrenceforberedelse og stærkt teamwork mellem fagatleter, trænere og eksperter.

Teamleder og mental coach Ulrik Lynge holdt oplæg om vigtigheden af mentalt overskud, søvn, sundhed og glæde – og opfordrede deltagerne til at tage den mentale træning seriøst:

Vi kan præstere op til 40 % bedre med et positivt mindset – og det kan vi træne. Når vi har mentalt overskud, er vi både mere kreative og bedre problemløsere.”

Kommunikationschef Rudi Damkjær gav indblik i pressehåndtering og løftede sløret for den kommende EuroSkills-kampagne – herunder en ny reklamefilm, hvor danske fagatleter spiller hovedrollerne.

Diætist Christina Wernberg Nielsen delte konkrete råd om kost og væske-indtag på konkurrencedage, hvor både krop og psyke bliver presset til det yderste.

Carl Lee Ladefoged, deltager i “IT Software Solutions for Business”, kunne mærke, at det nu for alvor nærmer sig:

Man kan godt mærke, det er tæt på nu. Jeg er ikke helt, hvor jeg skal være endnu – men det er fedt at se omgivelserne her i Lalandia, før det går løs!”

Formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, rundede sit oplæg af med en opmuntrende besked:

Brug nu de sidste ugers træningstid fornuftigt. Vi er megastolte af jer alle og glæder os til at se jer i aktion i Herning!”

Lalandia Billund bliver omdannet til den officielle Skills Village under EuroSkills 2025 – og skal huse alle konkurrencedeltagere, eksperter, trænere og teamleder fra hele Europa.

 

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer da kontakt chefkonsulent Lucas Hultgren på lth@dbr.dk eller tlf. 30200848.