Prøvemærker efter motorekspeditionernes lukning den 1. juli 2025

Fra den 1. juli 2025, hvor motorekspeditionerne lukker, vil virksomheder, der eksporterer køretøjer, selv kunne bestille prøvemærker til chauffører, der ikke er tilknyttet virksomheden.

Motorstyrelsen lukker sine fire motorekspeditioner, og sidste åbningsdag er den 30. juni 2025. Herefter vil det ikke være muligt at møde op fysisk i en motorekspedition for at bestille og få udleveret et prøvemærke til brug for eksport af køretøjer.

Bestilling af prøvemærker via TastSelv Erhverv

Fra 1. juli bliver det derfor muligt at bestille prøvemærker til chauffører, der ikke er tilknyttet virksomheden online. Bestillingen skal ske via TastSelv Erhverv. 

Selve bestillingsformularen bliver først aktiv fra 1. juli 2025.

Bestillinger, der er modtaget inden kl. 13, vil blive behandlet samme dag. Motorstyrelsen svarer via TastSelv Erhverv, og herefter kan prøvemærket afhentes hos en af de synsvirksomheder, der er tilmeldt ordningen med udskrivning af prøvemærker. Det vil også være muligt at få tilsendt prøvemærket.

Motorstyrelsen har meddelt, at deres vejledning, vedr. bestilling af prøvemærker, vil blive offentliggjort snarest muligt.

Listen over synsvirksomheder, der udleverer prøvemærker kan findes her: Udleveringssteder for prøvemærker

Toldekspeditionerne kan hjælpe frem til og med 30. september

Fra 1. juli til og med 30. september 2025 bliver det muligt at få udleveret prøvemærker ved følgende 5 toldekspeditioner:

  • Frederikshavn
  • Hirtshals
  • Nørre Alslev 
  • Rønne
  • Padborg

Efter 30. september 2025 er det ikke længere muligt at få udskrevet prøvemærker ved toldekspeditionerne.

Fremadrettet digitalisering

Motorstyrelsen har oplyst Dansk Bilbrancheråd, at Motorstyrelsen er i gang med en nærmere analyse af mulighederne for egentlig digitalisering på området, men der forventes ikke ændringer ifm. lukningen af ekspeditionerne med udgangen af juni 2025. Der planlægges en evaluering i efteråret af den samlede ordning med prøvemærker.

Henvendelse

Har du spørgsmål om Motorkontaktudvalget eller kommentarer, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Hjelmer Hansen på tlf. 22 92 43 99.