Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark kommenterer på Trumps tiltræden som USA's nye præsident.
Trump er tilbage – og måske intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. EU bliver i stigende grad svaret. Vi skal stå sammen i Europa, men vi er nødt til at få rusket op i det europæiske samarbejde, så fokus kommer på tiltag, der fremmer vores fælles konkurrenceevne. Vi har ikke længere har råd til at bebyrde os selv med rapporteringer, bøvl og bureaukrati. Det skriver adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt og fortsætter:
"Præsidenten i USA hedder nu igen Donald Trump. Det er næppe gået nogens næse forbi, for hold nu op hvor har præsidenten sat dagsordenen og ryddet fladen. Nu får han så opmærksomheden her på kanalen.
Der er meget dårligt at sige om den nye præsident, der virker til ofte at træffe beslutninger på et meget spinkelt vidensgrundlag og uden at have tænkt konsekvenserne til ende.
Jeg bryder mig bestemt ikke om hans manglende respekt for helt fundamentale reststatsprincipper. Jeg ærgrer mig over, at han melder USA ud af Paris-aftalen. Jeg savner en forståelse hos ham af, at samarbejde mellem nationer ikke behøver at være et nulsumsspil. Og jeg er bekymret for udsigten til amerikansk straftold og en mulig handelskrig mellem Europa og USA. Det vil blive en krig uden vindere og med store omkostninger på begge sider af Atlanten.
Hovedparten af danske eksport til USA er genereret af de store danske virksomheder med Novo i spidsen. Men SMV’erne står faktisk for omkring en sjettedel af den eksport til USA, som kan blive ramt af en mulig straftold. Og modsat de store virksomheder, som vil kunne styre udenom toldmure ved at flytte produktion til amerikanske datterselskaber, så vil der for de fleste SMV’er ikke være anden mulighed end at tage omkostningen eller fravælge det amerikanske marked. Det vil kunne sende mange mindre danske virksomheder i knæ. Men også de amerikanske forbrugere vil få konsekvenserne at føle, da tariffer ganske enkelt ikke kan undgå at sætte sig i højere priser og stigende inflation.
Jeg tror dog samtidig på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. En brændende platform er nu engang en effektiv måde at drive hårde, men nødvendige forandringer igennem på. Trumps ageren tvinger os til at stramme alle tænkelige europæiske barduner. Ellers bliver vi ganske enkelt kørt over. Så lad os komme i gang med det.
EU bliver i stigende grad svaret. Vi skal stå sammen i Europa, men vi er nødt til at få rusket op i det europæiske samarbejde, så fokus kommer på tiltag, der fremmer vores fælles konkurrenceevne. Vi har ikke længere har råd til at bebyrde os selv med rapporteringer, bøvl og bureaukrati.
Et oplagt sted at starte ville være helt at skrotte de voldsomme rapporteringskrav, som følger af CSRD - EU's direktiv for bæredygtighedsrapportering. Det lægger en tung byrde på virksomhederne og fjerner ressourcer fra muligheden for at gennemføre reel grøn omstilling. Det gælder ikke mindst for SMV’erne, som relativt set oplever de største byrder.
Næste step kunne være en bindende europæisk målsætning om at nedringe byrder mere generelt. Det er den type af drastiske tiltag, der er nødvendige – men som med Trump som modpart nu også mere realistiske end nogensinde.
Vi i SMVdanmark skubber i hvert fald på alt, hvad vi kan. Både herhjemme og i Bruxelles."