Dansk Bilbrancheråd til møde med folketingspolitiker Jens Meilvang (LA) om 30-dages reglen

Reglen om, at brugere af udlejningsbiler skal registreres efter 30 dages lejeperiode, giver ingen værdi for samfundet og kun økonomiske byrder for virksomhederne. Dette budskab fik Dansk Bilbrancheråd og medlem Palle Sørig Jensen i går formidlet til folketingspolitiker Jens Meilvang (LA), der vil gå videre med sagen.

Dansk Bilbrancheråds vicedirektør Johanne Berner har netop været til møde med folketingspolitiker Jens Meilvang, der er transportordfører for Liberal Alliance, og næstformand i Transportudvalget. Til mødet var også Palle Sørig Jensen fra virksomheden KJ Auto i Auning, der under navnet "Mikromakkerne" sælger, reparerer og udlejer mikrobiler. 

Mødet omhandlede den såkaldte 30-dages regel, som indebærer, at den, der har rådighed over en bil i mere end 30 dage skal registreres som bruger i DMR - uanset om rådigheden udspringer af en lejekontrakt eller andet. 

Unødvendig, omkostningstung og konkurrenceforvridende

En regel, som ifølge vicedirektør Johanne Berner er fuldstændig unødvendig og pålægger udlejningsvirksomheder og værksteder med lånebiler store administrative og økonomiske byrder. 

I hvert fald for dem, som følger reglerne. For som Palle Sørig Jensen påpegede overfor Jens Meilvang: Der er umiddelbart rigtig mange, der ikke følger reglerne - og det er svært konkurrenceforvridende.

Så en lovgivning der er unødvendig, omkostningstung og konkurrenceforvridende for de af rådets medlemmer, som udlejer biler i mere end 30 dage - enten i regulær udlejning eller via lejebiler til værkstedskunder - uanset årsag.

Dette var Dansk Bilbrancheråd sammen med Palle Sørig Jensen altså draget til Christiansborg for at ændre på.

Et konkret eksempel til næste kr. 100.000

Palle Sørig Jensen udlejer vi KJ Auto mikrobiler. Han har regnet sammen, at han alene i 2023 brugte næsten kr. 100.000 på 30-dages reglen - på at registrere og afregistrere brugere.

Regnestykket lød på virksomhedens 120 biler, hvor man i 2023 havde 168 om- eller afregistreringer á 380 kroner stykket. Hertil har han udregnet, at han i mandskabstimer til om- og afregistreringerne har brugt kr. 15.000 i lønninger.

Tiden går til at få foretaget registreringer, orientere forsikringsselskabet, modtage (og bogføre) returpræmie for den nu ændrede forsikring - og betaling af den nye præmie - og så er der al den tid, der går med at forklare kunden, hvorfor de skal registreres som brugere.  

Unødvendig lovgivning

Palle Sørig Jensen har altså brugt knap kr. 100.000 på at følge en lovgivning, som ikke er nødvendig.

For 30-dages reglens formål er at få registreret brugere, så SKAT har overblik over hvem, der har rådighed over hvilke køretøjer - og i praksis er formålet altså at sikre, at ingen snyder i skat. Problemet er bare, at dette formål fint kan opfyldes ved de krav, der i forvejen stilles i udlejningsbekendtgørelsen. 

Lovens formål opfyldes derfor på anden vis i anden lovgivning - og man kunne fristes til at spørge sig selv: De personer, der ønsker at omgå reglerne om fx beskatning af fri bil - monstro de lader sig registrere som brugere?

En lovgivning der ikke skaber værdi

Netop denne problematik kunne Jens Meilvang godt se logikken i. Han gav udtryk for, at kravet om brugerregistrering mest af alt syntes at indebære ikke-værdiskabende jobs - præcis det, som regeringen arbejder hårdt på at begrænse. 

Derfor vil han benytte sin mulighed for at stille et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til skatteministeren om problemstillingen - og dette er rådet yderst tilfredse med.

Jens Meilvang ville også tage LA's skatteordfører i ed; for samarbejde er, som han udtrykte det, af største vigtighed - de forskellige retsområder skal samarbejde; ikke modarbejde hinanden. 

Dansk Bilbrancheråd er tilfreds med mødets udfald og er i skrivende stund ved at formulere udkast til Jens Meilvang til brug både til paragraf 20 spørgsmålet og spørgsmålene til skatteordføreren.

Rådet informerer, når der er nyt i sagen.

Henvendelse

Kontakt vicedirektør Johanne Berner, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller selv har et konkret eksempel på, hvad 30-dages reglen kostede dig i 2023 på mail jbh@dbr.dk eller tlf. 22415103.