Dansk Bilbrancheråd udtaler sig kritisk om forsikringsselskaberne til nyhedsmediet FinansWatch

Direktør i Dansk Bilbrancheråd Erik S. Rasmussen

Direktør Erik S. Rasmussen udtaler sig til nyhedsmediet FinansWatch om forsikringsselskabernes rovdrift på værkstederne i artiklen: Vigtig samarbejdspartner raser over forsikringsselskaber: "Den her branche er ved at vælte fuldstændig"

FinansWatch skriver:

"Trods inflation og skyhøje energipriser oplever autoværksteder, at forsikringsselskaber ikke er villige til at genforhandle aftaler, og det truer hele branchen, siger brancheorganisationer. Taksatorringen, Tryg og Topdanmark mener, kritikken er uberettiget. Det er svært at finde mange lighedspunkter mellem Taksatorringen og Trygs udlægning af, hvordan samarbejdet mellem forsikringsbranche og autobranche har det, og den udlægning, repræsentanter for autobranchen har.

Det seneste års prisstigninger skaber for tiden gnidninger mellem forsikringsbranchen og en af dens vigtigste samarbejdspartnere.

Forsikringsselskaberne betaler for lidt for at få udbedret skader på kundernes biler hos autoværksteder, og hvis aftalerne ikke bliver genforhandlet, vil det få store konsekvenser for hele den branche, som forsikringsselskaberne er dybt afhængige af, advarer Erik S. Rasmussen.

Han er adm. direktør i Dansk Bilbrancheråd og repræsenterer rundt regnet 2000 uafhængige autoværksteder, der efter hans udsagn føler sig ”presset til det yderste” af forsikringsselskaber, som ikke vil genforhandle takster såsom timepriser.

Ifølge Erik S. Rasmussen har både inflation, træge forsyningskæder og stigende energipriser i år fået værkstedernes omkostninger til at eksplodere. Han fortæller, at hans medlemmer ringer til ham og klager deres nød: De tør ikke afvise forsikringsselskabernes kunder, selvom det ikke svarer sig at udbrede deres skader.

”Det kan de ikke, for så risikerer de at miste bilejeren som kunde på alt det andet, de frekvent udfører på bilen,” siger Erik S. Rasmussen.

Han bakkes op af Nicky Bobak, eftermarkedschef hos Autobranchen Danmark, som mener, at der mangler en generel imødekommenhed for genforhandling af aftaler fra forsikringsselskabernes side.

”Vi ønsker, at selskaberne begynder at kigge på, at den her branche er ved at vælte fuldstændig. Forsikringsselskabernes ageren har i årevis presset branchen til det yderste. Det kan ikke blive ved med at gå,” siger Nicky Bobak.

Som sammenslutning af 24 forsikringsselskaber står Taksatorringen for en betydelig del af kontaktfladen mellem forsikringsselskaber og værksteder. Marianne Wier, adm. direktør i Taksatorringen, genkender ikke det billede, Erik S. Rasmussen maler.

”Her i Taksatorringen føler vi, at vi har en god dialog med vores værksteder, hvor vi på daglig basis fornyr og forhøjer priser på aftaleniveau,” siger hun.

Et profitabelt marked

Samlet havde skadesforsikringsselskaber inden for motorkasko en erstatningspct. - som udtrykker forholdet mellem erstatningsudgifter og præmieindtægter - på omkring 52 i 2021, skriver Finanstilsynet i en ny opgørelse.

Inden for motoransvar lå branchens samlede erstatningspct. tilsvarende lavt - på 61.

I alt gav de to produktkategorier forsikringsbranchen præmieindtægter på over 15 mia. kr. i 2021, viser tal fra brancheorganisationen F&P.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at forsikring af køretøjer er et af de ben, forsikringsselskaberne har den allerhøjeste indtjening på. Det er, lige før de bliver røde i hovederne, når de skal fortælle om indtjening på det område,” siger Erik S. Rasmussen.

Tryg er den største uafhængige aktør med en markedsandel på omtrent 27 pct. i løbet af de første tre kvartaler i 2021. Taksatorringen har med sine mange medlemmer en markedsandel på godt 30 pct.

”Vi er nødt til at prøve at se, om vi kan få noget liv i Tryg, som er det største selskab og slår sig meget op på sit samfundsansvar. Det ansvar, synes vi, de svigter fuldstændig, for oftest er det Tryg, der presser citronen allermest overfor lakerere og værksteder,” siger Nicky Bobak fra Autobranchen Danmark.

Selv siger Tryg, at dets samarbejdspartnere altid er velkomne til en dialog om aftalevilkår, men at det ikke ser noget behov for at inddrage aktører som Autobranchen.

”Ligesom resten af markedet oplever vi i øjeblikket et prispres, hvilket naturligvis afspejles i Trygs timepriser. Således har vi i 2022 genforhandlet prisaftaler med en meget stor andel af vores leverandører blandt værkstederne, og vi er hver dag i dialog med yderligere værksteder om deres prisaftaler,” udtaler indkøbschef Anita Ploug fra Tryg i en skriftlig kommentar til FinansWatch.

Tværtimod mener Tryg ikke, at brancheforeningernes budskab stemmer overens med det indtryk, deres samarbejdsværksteder giver.

”Vi har modtaget positive tilkendegivelser fra flere af vores samarbejdspartnere blandt værkstederne, som tager direkte afstand fra brancheforeningernes kritik og meget aggressive tone. Vi har derfor svært ved at genkende det billede, som brancheforeningerne tegner,” udtaler Anita Ploug.

Heller ikke Topdanmark, der sidder på 15 pct. af markedet for motorkøretøjsforsikring, kan genkende kritikken. Selskabet ønsker ikke at gå i detaljer af hensyn til et princip om ikke at kommentere eksternt på detaljer i aftaler med samarbejdspartnere og underleverandører.

”Topdanmark har individuelle aftaler med udvalgte, enkeltstående værksteder, og ikke værkstederne som en gruppe eller med en brancheorganisation. Topdanmark har heller ikke aftaler med autolakererne men med de enkeltstående værksteder, der selv betaler autolakererne. Vi anser de enkeltstående aftaler og forhandlingsfrekvens som et udestående mellem Topdanmark og det enkelte værksted,” udtaler koncerndirektør for skade Rasmus Ruby-Johansen i et skriftligt svar.

Energibidrag en almisse

Tilbage hos Marianne Wier fra Taksatorringen lyder det, at forsikringsselskaberne allerede har taget en ekstra regning på sig, da de i foråret indgik aftale om energibidrag.

Aftalen, der blev indgået i marts og i første omgang skulle gælde tre måneder, betød, at autolakererne fik hævet timeprisen med fire pct.

”Og selvom energipriserne i perioden har varieret meget, betaler vi stadig dette tillæg, og det er rigtig mange millioner, det beløb udgør. Det regner vi selvfølgelig på hver måned, hvad vi har betalt ekstra,” siger Marianne Wier.

Også andre forsikringsselskaber end Taksatorringens medlemmer har tilsluttet sig aftalen, hvad Tryg til gengæld har afholdt sig fra.

Ifølge Erik S. Rasmussen er energibidraget langt fra nok til at opveje de ekstra udgifter, hans medlemmer har.

”De har givet en almisse. Det er et symbolsk beløb, der ikke rykker hegnspæle i forhold til de enorme merudgifter,” siger han.

Og netop autolakererne er ifølge Nicky Bobak presset for tiden. Det er især de små, der har svært ved at få enderne til at mødes.

”De har et stort forbrug, og når priserne er høje, er omkostningerne voldsomt høje. Det kan tage pusten fuldstændig ud af de små virksomheder, og det har det allerede gjort for flere,” siger Nicky Bobak.

Marianne Wier medgiver, at nogle autolakerere kan være hårdt ramt lige nu, men anfægter, at hendes forening har ansvar for at holde hånden under hver og en.

”Du kan helt sikkert finde nogle, der er presset nu, også på grund af en række andre ting. Industrien er presset, også fordi de giver enorme rabatter til værkstederne. Det kunne de jo også overveje. Nogle gange skal en branche også konsolideres. Spørgsmålet er, om vi skal holde alle i live, og det kan man diskutere,” siger hun."

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt direktør Erik S. Rasmussen på esr@dbr.dk eller på telefonnr. 40414399.