Gå til hovedindhold

Ny købelov under opsejling

Ny købelov under opsejling

I et ekstraordinært nyhedsbrev, udsendt fredag den 12. februar 2021, gjorde Dansk Bilbrancheråd opmærksom på, at der er der en ny købelov under opsejling, som potentielt kan få stor betydning for de bilsælgende medlemmer. I nyhedsbrevet anmodede rådet om at få indput til materialet, herunder især omkring konsekvenserne af en styrkelse af forbrugernes rettigheder. 

Sidst i januar blev en delbetænkning omkring implementering af to direktiver omkring hhv. varer/køb og digitale varer offentliggjort. Betænkningen indeholder blandt andet et forslag til en række ændringer i købeloven, som potentielt kan få stor betydning for bilsalg. Allerede under direktivernes behandling i 2016, gjorde Dansk Bilbrancheråd indsigelser overfor EU, især omkring en påtænkt forlængelse af såvel reklamationsret som formodningsreglen.

Blandt de væsentligste ændringer, der er foreslået – og desværre er direktivbestemt – er en fordobling af formodningsreglens virkningsperiode. Det betyder, at hvor en forbrugerkøber i dag er berettiget til at formode at alle defekter, der optræder indenfor de første 6 måneder efter købet, var til stede eller under udvikling på købstidspunktet, så får forbrugerkøberen en formodning de første 12 måneder efter købet. Sælger har herefter bevisbyrden for, at denne formodning er ukorrekt, og at det fx skyldes en udefrakommende omstændigheder eller er fremkaldt af køber selv. I praksis er bevisbyrden for sælger meget svær at løfte – og vil altså komme til at gælde i 12 måneder.

Reklamationsretten generelt foreslås ikke forlænget. Allerede nu har FDM dog været ude i samarbejde med Forbrugerrådet TÆNK og argumenteret for, at reklamationsretten skal forlænges til mindst 3 og helst 6 år for blandt andet biler. Dansk Bilbrancheråd vil i det forestående lovgivningsarbejde arbejde for, at reklamationsrettens længde ikke ændres udover de 2 år, som gælder i dag, og som også er foreslået.

Derudover foreslås der blive en række ændringer omkring digitale varer og varer med digitale elementer, herunder med en forpligtelse til at holde køber med opdateringer, der vedrører funktionalitet – et krav, der umiddelbart også vil dække biler, der leveres med digitale elementer. Krav til handelsgarantier – herunder oplysningspligt om vilkår for garantien m.v. – foreslås indført i Købeloven som et supplement til Markedsføringsloven.

For at sikre rimelige vilkår for især brugtbilsalget, har Dansk Bilbrancheråd nøje gennemgået delbetænkningen med henblik på at kunne give de relevante indspark til høringsprocessen omkring købelovsudkastet.

Reglerne skal være på plads den 1. juli i år og skal træde i kraft 1. januar 2022.

Dansk Bilbrancheråd har modtaget en række rigtig gode indput fra de bilsælgende medlemmer. Disse indput vil medtages i rådets høringssvar, hvorefter vi håber, at det vil være muligt at lande en rimelig lovgivningsmæssig løsning. 

Dansk Bilbrancheråds foreløbige udkast til høringssvar kan ses KLIK HER:  

For nærmere omkring delbetænkningen og forslaget: Johanne Berner, jbh@dbr.dk – eller 22415103, der også er ansvarlig for det endelige høringssvar. Bemærkninger til udkastet bedes fremsendt senest den 23. februar 2021.