Regeringen og alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om at styrke kontrollen på motorområdet, herunder særligt importen af brugte køretøjer.
Tiltagene kommer, efter en stikprøve fra Motorstyrelsen indikerer, at selvanmelderne sætter værdien af deres køretøj for lavt ved import af brugte køretøjer, og dermed opnår de en lavere registreringsafgift.
Helt uacceptabelt som der snydes
- Endnu en gang ser vi tegn på, at der er problemer på motorområdet. Denne gang på importen af brugte biler. Det er helt uacceptabelt, og det hverken kan eller vil regeringen sidde overhørig. Derfor strammer vi nu kontrollen på området og sætter ind overfor incitamenter til snyd. Det er jeg i sagens natur rigtig glad for, at alle partier i Folketinget står bag, så vi kan komme problemerne til livs, udtaler skatteminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Konkret er partierne enige om at:
- Øge kontroltrykket med import af brugte biler fra 10 til 15 pct., svarende til ca. 3.000 ekstra kontroller årligt.
- Toldsynets gyldighed reduceres fra et år til fire uger.
- Nedsætte fradrag og tillæg for et køretøjs stand på både import og eksport af brugte køretøjer fra 5 pct. til 2 pct.
- Fastholde forlængelsen af den såkaldte kravlegårdsordning, så nye selvanmeldervirksomheder følges i seks måneder.
- Ny tidsfrist for anmodning om beregning af leasingkøretøjs værditab skal sikre mere korrekt afgift.
Motorstyrelsens stikprøve kommer som opfølgning på en aftale mellem Folketingets partier d. 2. april 2019, hvor der allerede blev igangsat en række kontrolinitativer (Læs mere her). I den forbindelse blev det aftalt, at Motorstyrelsen skulle undersøge, om udfodringerne på eksportområdet også gjorde sig gældende ved import af brugte køretøjer.
Ny kontrol- og vejledningsstrategi
Udover de nye initiativer er Motorstyrelsen i gang med at udvikle og implementere en ny kontrol- og vejledningsstrategi. Det skal øge muligheden for at identificere virksomheder i motorbranchen, hvor der er udfordringer med regelefterlevelsen og målrette kontrollen mod dem.
Flere medlemmer har rettet henvendelse med bekymring for praktiske udfordringer i forbindelse med, at toldsynets gyldighed nedsættes til 4 uger, herunder navnlig bekymring om samspillet mellem gyldighedsperioden og Motorstyrelsens sagsbehandlingstid på værdiansættelse.
Sidste nyt torsdag den 18. juni
Dansk Bilbrancheråd har været i dialog med Motorstyrelsen og har modtaget følgende retningslinjer:
- Selvanmeldere: Køretøjet skal være toldsynet inden for fire uger, regnet fra det tidspunkt køretøjet sættes på månedsangivelsen
- Motorstyrelsen værdiansætter: Køretøjet skal være toldsynet inden for fire uger, regnet fra det tidspunkt hvor Motorstyrelsen modtager anmodning om værdiansættelse.
Har du spørgsmål så kontakt Dansk Bilbrancheråds advokat Jesper Juhlin på tlf. 22 92 43 99 eller mail jsj@dbr.dk
Læs mere:
Aftale om styrket regelefterlevelse på motorområdet
Faktaark - Initiativer til styrkelse af regelefterlevelsen på motorområdet
Faktaark - Stikprøveundersøgelse: Selvanmeldere værdifastsætter importerede brugte køretøjer for lavt