SKAT har udsendt styresignal om skærpelse af dokumentationskrav ved EU-salg uden moms. Det fremgår af styresignalet, at købers momsnummer fremover skal indberettes via TastSelv Erhverv. Ellers risikerer man selv at hæfte for momsen.
Det skal kunne dokumenteres
Herudover skærpes dokumentationskravene som følger: Det skal kunne dokumenteres, at de varer der er solgt, er blevet transporteret til et andet land inden for EU.
Det vil sige, at varen er blevet transporteret/sendt af sælger eller tredjemand for sælgers regning, eller af køber eller tredjemand for købers regning.
Mindst to ikke-modstridende dokumenter
Hvis I handler efter de nye regler, skal transporten af varen kunne dokumenteres i form af mindst to ikke-modstridende dokumenter fra uafhængige parter. Det kan være en transportfaktura, et fragtbrev, en erklæring fra fragtfører eller speditør eller en modtagererklæring fra køber.
Se hele styresignalet her: https://skat.dk/skat.aspx?oid=2293288&vid=216979
Har du spørgsmål til dette, så kontakt Dansk Bilbrancheråds advokat Jesper Juhlin på mail jsj@dbr.dk eller telefon 88 77 22 69.