Gå til hovedindhold

Se Danmarks bedste mekaniker i aktion i Bella Center

Se Danmarks bedste mekaniker i aktion i Bella Center

Kære medlemmer,

Midt i januar  løber det store Skills Denmark-arrangement af stablen. Her bliver det afgjort, hvem der er Danmarks bedste personvognsmekaniker.

Det fantastiske arrangement afvikles i Bella Center i København fra den 16. til den 18. januar, og vi håber at se mange af vores medlemmer støtte op om og deltage i dette storslåede arrangement. Dansk Bilbrancheråd bakker 100 procent op om Skills og vil benytte lejligheden til at invitere alle fremmødte medlemmer på frokost. Mere om det følger i en separat invitation.

Med venlig hilsen

Dansk Bilbrancheråd

Her er vores medlemmer

I kategorien Personvognsmekaniker er der 8 deltagere, heraf arbejder de tre hos et medlem af Dansk Bilbrancheråd. De tre er:

Morten Søndergaard Larsen, Rævhede Auto; Tech College
Casper Østergaard, Nyholm Auto i Holstebro; Uddannelsescenter Holstebro
Filip Askær Jensen, Din Bilpartner Løsning; Syddansk Erhvervsskole

I kategorien Karosseritekniker er der 6 deltagere, heraf arbejder 1 hos et medlem af Dansk Bilbrancheråd. Det er:

Kasper Westh Hansen, Roskilde Auto & Skadecenter; TEC.

 

45 konkurrencefag

Mere end 300 talentfulde unge fra erhvervsuddannelserne stiller op, og i 45 konkurrencefag skal der findes Danmarksmestre. Antallet af konkurrencefag er ny rekord.

DM-vinderne kåres lørdag den 18. januar om eftermiddagen af statsminister Mette Frederiksen. Det betyder afslutningen på tre hektiske konkurrencedage, hvor forventeligt 65.000 tilskuere har været forbi hallerne i Bella Center.

Program til DM i Skills 2020 kan ses her: https://skillsdenmark.dk/dm-i-skills/program-dm-i-skills-2020/

Parkering

Med placeringen i hovedstaden byder ruten til de tre dages begivenheder på tæt trafik, især for bilister.
Man skal regne med en stor tilstrømning af busser med skolebørn fra hele landet torsdag og fredag, og de trafikale forhold ved hallerne bliver ikke nemmere af, at Bella Center er i gang med en del byggearbejde. Parkeringsmulighederne er begrænsede, så det kan varmt anbefales at bruge metro og tog til og fra DM i Skills 2020.

Metrostation Bella Center ligger – som navnet siger – lige ved Bella Center - indgang øst, og Øresunds- og lufthavnstog standser på stationen Ørestad, som er i gåafstand af Bella Center

Bemærk, at DM i Skills først åbner for publikum 10.15 om torsdagen pga. åbningsceremonien.