Som en del af bilpakken L4 vedtaget af regeringen tilbage i november 2017 ændres reparationsgrænsereglerne ved årsskiftet 2020. Efter pres og benarbejde fra blandt andre Dansk Bilbrancheråd, blev ændringerne vedtaget af politikerne i forbindelse med den såkaldte bilpakke.
Massivt lobbyarbejde
Dansk Bilbrancheråd har på sin deltagelse på de bornholmske Folkemøder gennem 6 år igen og igen slået højlydt på tromme for at få hævet reparationsgrænsen. Rigtig mange politikere har fået tegnet og fortalt, hvad reparationsgrænsen er og dens ansvar for skrotningen af utallige velfungerende biler. Stort set alle politkere forstod vores pointe, og nu høster vi frugterne af de mange års lobbyarbejde.
Første skridt var at hæve reparationsgrænsen fra 65 til 70 procent pr. 1. januar 2019, og pr. 1. januar 2020 blev grænsen hævet en tak mere til 75 procent.
Et fantastisk initiativ
Om ændringerne siger direktør i Dansk Bilbrancheråd Erik S. Rasmussen:
- Et fantastisk initiativ, der gavner beskæftigelsen på de danske bilværksteder og betyder nye arbejds- og lærlingepladser hos værksteder og andre bilvirksomheder.
De nye regler gælder for køretøjer, som bliver skadet den 1. januar 2020 og senere.
Kontant erstatning
Parallelt hermed blev grænsen for, hvornår forsikringsselskabet skal tilbyde kontant erstatning forhøjet fra 55 pct. til 60 pct. i 2019. Denne grænse forhøjes ved årsskiftet til 65 pct. for 2020 og fremadrettet.
Ændringerne betyder dermed, at:
- Personbiler på fuld afgift kan repareres afgiftsfrit op til 75 procent (tidligere 70 procent) af handelsværdien.
- Forsikringsselskaberne skal give ejeren et tilbud om kontanterstatning, hvis skaden på køretøjet opgøres til mere end 65 procent og indtil 75 procent (tidligere 60 procent – 70 procent).
- Personbiler på fuld afgift, hvor skaden er opgjort til mere end 75 procent (tidligere 70 procent) af handelsværdien betegnes som totalskadet.
Ændringerne vil også slå igennem i Autotaks ved udarbejdelse skadesopgørelser.