Gå til hovedindhold

6 ud af 10 mangler oplysninger eller andet på varebilen

6 ud af 10 mangler oplysninger eller andet på varebilen

Virksomheder får bøder efter Motorstyrelsens målrettede kontrol af især varebiler i Storkøbenhavn. Omkring 60 procent af de standsede bilister manglede oplysninger på varebiler eller havde ikke deres registrerings- eller afgiftsforhold i orden.

Problemer hos 60 procent

En række virksomheder modtager en bøde, efter Motorstyrelsen fredag og lørdag gennemførte en målrettet kontrol på henholdsvis Avedøre Havnevej i Hvidovre, Ballerup Boulevard og på Strandvejen ved Hellerup. Cirka 60 procent af de bilister, der i samarbejde med henholdsvis Vestegnens og Nordsjællands Politi blev vinket ind til siden, manglede oplysninger på siden af køretøjerne eller havde ikke deres registrerings- og afgiftsforhold i orden.

Cvr-nummer og firmanavn

De fleste af sagerne handlede om, at virksomheder ikke havde påført deres cvr-nummer og firmanavn på siden af deres varebiler.

- I forbindelse med vores målrettede kontroller i hele landet har vi flere gange set, at mange virksomheder glemmer at skrive cvr-nummer og firmanavn på siden af varebilerne. Det er vores opfattelse, at virksomhederne simpelthen ikke er opmærksomme på reglerne, udtaler underdirektør Jørgen Rasmussen fra Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.

Privatbenyttelsesafgift

Udover sager om manglende cvr-nummer og firmanavn handlede rapporterne blandt andet om regulering af privatbenyttelsesafgift, fri bil og leasingforhold, der skal undersøges nærmere.