Den store sal på hotellet Radisson Blu i Silkeborg var fyldt pænt op, da Dansk Bilbrancheråds årlige repræsentantskabsmøde blev skudt i gang forrige fredag.
Som sædvanlig, turde man næsten sige, blev Jeppe Rosenmejer fra SMVdanmark valgt til dirigent. Han startede med at konstatere, at mødet var rettidigt indkaldt og gav derefter ordet til Dansk Bilbrancheråds landsformand Henrik Pedersen.
Efter at have budt de mange deltagere fra hele landet velkommen læste Henrik Pedersen et resumé af den 41 sider lange beretning op.
- Arbejdsløsheden er lav. Inflationen ligeså. Der sælges biler som næsten aldrig før – ja, selv elbilerne er der kommet lidt mere gang i. Danskernes optimisme bobler, og det gør den så også hos os i Dansk Bilbrancheråd, sagde landsformanden blandt andet.
Fra leasing til grøn omstilling
Af andre emner, der var på dagsordenen til repræsentantskabsmødet kan nævnes SMVdanmarks erhvervslån, leasingproblematikken, lærlingemanglen, erfagrupper, Sociale Medier, internationalt samarbejde og den grønne omstilling.
De fleste emner blev debatteret med mange kommentarer fra salen.
Også Ane Buch, direktør for SMVdanmark var på talerstolen, hvor hun blandt andet talte om en "Danmarks allerstørste udfordringer" nemlig manglen på faglært arbejdskraft. I 2025 viser undersøgelser, at der vil mangle op mod 85.000 faglærte.
Tun din Fremtid
I forhold til lærlinge kom initiativet Tun din Fremtid naturligvis op. Kampagnen Tun din Fremtid har til formål at indsamle midler til og siden hen gennemføre en brandingkampagne over for de nye uddannelsessøgende.
- Tun din Fremtid mangler penge, så jeg vil opfordre jer kædechefer til at trykke jeres chefer på de ømme punkter og få dem til lommerne, flere lærlinge er i alles interesse, sagde Henrik Hansen, formand for Tun din Fremtid, uden dog at sætte navn på "de store kæder".
Anders Larsen fra hovedbestyrelsen opfordrede til, at de frie værksteder gør "sig mere lækre" for i højere grad at tiltrække de nyuddannede mekanikere.
- At være mekaniker skal tales op. Man skifter jo ikke bremseskiver hele livet, mange bliver tekniker, værkfører, kædechef eller underviser, man kan blive alt, forsikrede Anders.
Kampvalg
Det er sjældent, at der er kampvalg til hovedbestyrelsen, men i Silkeborg udfordrede Anders Skorstensgaard, direktør for værkstedskæden af samme navn de tre jyske medlemmer Steffen A. Pedersen, Randers, Bjarne Knudsen, Haderslev og Frank Elkjær, Hedensted.Anders Skorstensgaard argumenterede i sin kandidattale blandt andet for at gøre mere for at skabe samling blandt de frie værksteder og skærpe kampen mod mærkeværkstederne.
Valget endte alligevel med, at hovedbestyrelsen fortsætter med de samme medlemmer som før mødet.
Et godt grin og så er der fest
Som vanligt var deltagernes 'bedre halvdele' på tur rundt i Silkeborg og omegn, mens mødet blev afviklet. De vendte retur i tide til at overvære standup komikeren Jan Gintberg underholde. Han havde studeret Dansk Bilbrancheråds hjemmeside og kom med adskillige morsomheder om mange – for en lægmand – uforståelige vendinger og termer fra bilbranchens verden.
Om aftenen blev alle fragtet i bus til Silkeborgs store stadion Jysk Park, der er hjemmebane for Silkeborg IF. Her var der drinks, en forrygende middag og igen underholdning og senere dans.
PS. Hvis nogen vil høre hvordan Bugattien på billedet lyder så klik her.