Kampen om adgang til de mange data en moderne bil genererer er i fuld gang.
I mandags skrev Jyllands-Posten en lang artikel om netop bildata (for abonnementer).
Problematikken er kort fortalt, at data fra moderne biler sendes til producenterne, uden at ejerne har råderet over oplysningerne. Det kan komme forbrugerne til gode, men Dansk Bilbrancheråd og FDM advarer om alvorlige ulemper. For eksempel risikoen for dyrere værkstedsregninger og højere forsikringspræmier.
Hårde opbremsninger
Eksempler på de data, som mange biler opsamler og videreformidler til producenterne er data som: Hvor befinder bilen sig, hvordan køres den? Antallet af hårde opbremsninger, om sikkerhedsselen bruges, om motoren presses, og hvor høj hastigheden er på ethvert givet tidspunkt?
Data kan også omfatte, hvor bilen har været parkeret de seneste 100 gange.
Der er brug for lovgivning på området, FDM
Journalisten fra Jyllands-Posten interviewede blandt andre Torben Kudsk fra FDM og Dansk Bilbrancheråds direktør Erik S. Rasmussen.
Erik Rasmussen kører i en ny BMW 5-serie, og han studsede, da han en dag blev ringet op af det autoriserede BMW-værksted og fik at vide, at "bilen kaldte på service". Det viste sig – ifølge Erik Rasmussen – at hans bil uden hans viden havde videresendt oplysninger, da noget på bilen trængte til et eftersyn. Beskeden gik videre til værkstedet, som ringede ham op.
Opringningen skete på trods af, at Erik Rasmussen bevidst havde forholdt sig passiv, da han fik den nye bil og ikke havde sagt ja til nogen af de tilbud, han fik.
- Jeg blev derfor meget overrasket, da medarbejderen fra BMW sagde, at han kunne se på sin skærm, at bilen trængte til eftersyn, og om vi ikke lige skulle aftale en tid, siger Erik S. Rasmussen.
Breder sig hastigt
Problemet med indsamling af data i biler er et forholdsvist nyt fænomen, men breder sig hastigt fra de dyre biler til over 1 million kroner til de mere almindelige køretøjer.
- Hvis lovgiverne skal nå at imødegå de voldsomme udfordringer, som kan munde ud i monopollignende tilstande på bilmarkedet og betyde højere priser på forsikringer og reparationer, så er det virkelig på høje tid at råbe vagt i gevær, siger Erik S. Rasmussen.
Bedre lovgivning tak
Det synspunkt er der tilsyneladende bred opbakning til blandt bilisterne. De europæiske bilklubbers paraplyorganisation FIA har lavet en undersøgelse blandt 44.900 europæiske bilister i 15 lande – heriblandt godt 1.000 danskere. Alle er de blevet udspurgt af Voxmeter, og 93 pct. af de adspurgte mener, at der er brug for en lovgivning, som sikrer dem bedre adgang til deres bildata end tilfældet er i dag.
Se FIA-undersøgelsen via dette link.
Flere organisationer som FDM og Dansk Bilbrancheråd er bekymrede over, at der ikke findes lovgivning, som regulerer, hvad bilproducenter må gemme af data, og hvem der har ret til informationerne. Det er nemlig langt fra kun Tesla, der registrerer og gemmer bildata. Det samme gælder eksempelvis Audi, Volvo, BMW, Mercedes m.fl.
Biler indsamler data
Flere moderne biler er ”connected cars”, som kan indsamle data via bilens computer, en dongle eller en boks, man sætter i bilens OBD-stik. Dataene kan være tilstanden på din motor eller dine køremønstre. Data kan også bruges til at lokalisere bilen. Ifølge FDM går udviklingen så hurtigt, at mange biler til 100.000 kr. i løbet af tre-fire år vil kunne det samme som en Tesla i dag.
FDM’s søsterorganisation i Tyskland har dokumenteret, at en Mercedes-Benz B-klasse med "me connect"-system sender oplysninger om bilens GPS-position til Stuttgart-producenten hvert 30. sekund. Også data om kørselsmønstre på motorvej og i by, motorens omdrejninger, kilometertal, brændstofforbrug, dæktryk og hvor ofte bilens selestrammere aktiveres ved hårde opbremsninger, sendes løbende videre.
Elbilen Renault Zoe sladrer om bilens GPS-position, dog kun hvert 30. minut. Derudover sender den informationer om batteriets stand og forbrug videre til producenten.
En undersøgelse af BMW 320d og elbilen BMW i3 viste, at ikke bare data om GPS-position, motorgang og kørselsmønster blev sendt til BMW, men også private oplysninger, som hentes ved den synkronisering, der sker, når bilistens smartphone tilsluttes bilens infotainment-system.
Kilde: FDM