Ankenævn giver bilejer medhold i sag om VW ID.7
En bilejer har fået medhold i en principiel sag ved Ankenævn for Biler, som har fastslået, at en fabriksbetinget fejl kan udgøre en køberetlig mangel – selv om den også findes på identiske biler – i praksis: Rattet vibrerede ved motorvejskørsel.
Sagen drejede sig om en ny VW ID.7 Tourer, købt i januar 2025 for ca. 500.000 kr. Kort efter leveringen oplevede forbrugeren vedvarende vibrationer i rattet ved motorvejshastigheder samt en markant rumlelyd i kabinen. Forhandleren forsøgte blandt andet at afbalancere hjulene og udskifte alle fire dæk, men problemerne vendte tilbage, og forhandleren vurderede til sidst, at bilen fungerede som forventet.
En uvildig bilsagkyndig bekræftede, at både vibrationerne og rumlelyden kunne konstateres under kørsel. Erklæringen konkluderede samtidig, at forholdene var konstruktions- og funktionsbetingede, og ikke kunne afhjælpes med den nuværende teknik og også forekom på en tilsvarende referencebil.
Ankenævnet vurderede imidlertid, at en bil i denne prisklasse ikke bør have sådanne gener ved almindelig motorvejskørsel. Da manglen ikke kunne afhjælpes inden for rimelig tid, fik køberen ret til at ophæve handlen. Forhandleren skal tilbagebetale købesummen med fradrag for den nytte, bilen har været brugt til, beregnet som 2,50 kr. pr. kørt kilometer, samt betale renter og sagsomkostninger.
Hvad kan man gøre?
Det er klart, at man som bilforhandler – og måske især som brugtbilforhandler – ikke kan ændre på konstruktionen – men man har muligheden for at oplyse forbrugeren om sådanne særlige egenskaber; og afgørelsen viser klart, at det bør man gøre, hvis man skal undgå en skuffet forbruger – og dermed en forbruger, der kan have ret til at gøre mangelskrav.
I sagen kan det også have haft betydning, at forhandleren faktisk indgik i en række afhjælpningsforsøg forud for den endelige afvisning. Begynder man først at forsøge afhjælpning, giver man uvilkårligt forbrugeren en forventning om, at der er noget galt. Ankenævnet lægger ganske vidst ikke vægt på det – men helt udelukke, at det kan have haft betydning, kan vi ikke.
Sagen blev behandlet under sagsnummer 30515 og er afgjort den 24. juni 2026.
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør og advokat Johanne Berner på jbh@dbr.dk eller tlf. 22415103.