Er 1. maj og Grundlovsdag en fridag?
Se her, hvem der skal have fri og om det er med eller uden løn.
1. maj og Grundlovsdag (5. juni) er ikke officielle helligdage, men helt almindelige arbejdsdage.
Det er overenskomsterne, der regulerer, om dine medarbejdere skal have fri og om det er med eller uden løn.
Lærlinge
- Lærlinge skal have fri med almindelig løn, både 1. maj og Grundlovsdag.
- Voksenlærlinge har ret til fri både 1. maj og Grundlovsdag. De skal have udbetalt et beløb fra deres fritvalgskonto i stedet for almindelig løn.
Falder fridagene på en skoledag, skal lærlingen deltage i skoleundervisningen og lærlingen skal ikke have en erstatningsfridag.
Virksomheder med overenskomst
- Timelønnede arbejdere:
- 1. maj og Grundlovsdag er hele fridage med et beløb fra fritvalgskontoen
Forlanges arbejde udført 1. maj eller Grundlovsdag, skal der betales tillæg for overarbejde i henhold til overenskomstens betalingstakster.
- Funktionærer, herunder elever:
- 1. maj er en normal arbejdsdag
- Grundlovsdag er en hel fridag med almindelig løn
- Medlemmer af DBR Arbejdsgiverforening:
- 1. maj er en hel fridag med almindelig løn
Virksomheder uden overenskomst
- Timelønnede arbejdere og funktionærer:
- 1. maj og Grundlovsdag er begge normale arbejdsdage
Dog skal man respektere aftaler og kutyme, hvis man i flere år har holdt fri enten som en hel eller en halv fridag.
OBS: Virksomheder, der har lærlinge, men ikke har overenskomst, skal være opmærksomme på, at lærlinge er omfattet af Industriens Overenskomst - også selvom virksomheden ikke har overenskomst. Det betyder, at din lærling skal have fri både 1. maj og Grundlovsdag med sædvanlig løn, dog skal voksenlærlinge i stedet have udbetalt et beløb fra sin fritvalgskonto.
Spørgsmål og rådgivning
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Johanne Berner på tlf. 22 41 51 03 eller Mille Vollmer på e-mail mv@dbr.dk.