Gå til hovedindhold

Motorstyrelsen forbedrer Motorregistret med ny release

Motorstyrelsen forbedrer Motorregistret med ny release

Med virkning fra den 2. april 2025 sættes en ny release af Motorregistret i drift. Releasen medfører rettelser, ændringer og forbedringer af en lang række punkter, der blandt andet påvirker registrering og syn af køretøjer, leasing og visning af konstruktive ændringer. Her er de vigtigste ændringer.

NEDC2-målenorm fastholdes ved registreringssyn

Det er nu muligt, både ved registreringssyn eller registreringstoldsyn, at fastholde NEDC2-målenorm på køretøjer, der allerede har denne målenorm. Tidligere kunne visse køretøjer ikke fastholde NEDC2-målenorm ved registreringssyn. 

Euronorm 5+ for motorcykler

Det er nu muligt at registrere Euronorm 5+ for motorcykler. Euronorm 5+ er kun til brug for motorcykler.

3. part kan se og godkende konstruktive ændringer

Det er nu muligt for andre end ejer, bruger, synssteder og myndigheder at se, om der er godkendte konstruktive ændringer på et køretøj. 3. part kan dog ikke se, hvilke godkendte konstruktive ændringer, der er tale om.

Hvis der findes godkendte konstruktive ændringer på køretøjet, vil der for 3. part stå følgende under fanen "Dispensationer og tilladelser":
"Der er registreret konstruktive ændringer på køretøjet. Beskrivelsen af de konstruktive ændringer kan indeholde personoplysninger og er derfor kun synlig for køretøjets ejere og brugere samt synssteder og myndigheder."

Korrekt refusion ved afbrydelse af forlængede leasingaftaler

Motorregistret beregner nu korrekt afbrydelsesrefusion for leasingaftaler, der forlænges efter d. 2. april 2025, og som siden afbrydes før tid.

Ejere af leasingkøretøjer kan nu få fuldmagt til at registrere brugere

Det nu muligt for en bruger af et leasingkøretøj at oprette en digital fuldmagt i Motorregistret, som ejeren af køretøjet kan bruge til at registrere brugeren som sekundær bruger af køretøjet. 

Motorstyrelsen arbejder på, at den registrerede ejer kan få et overblik over alle aktive fuldmagter i en samlet visning i Motorregistret. Denne løsning skal give den registrerede ejer overblik over fuldmagter oprettet til alle den registrerede ejers køretøjer. Styrelsen forventer, at løsningen med en samlet visning af fuldmagter vil fungere fra sommeren 2025. 

Du kan læse alle rettelser, ændringer og forbedringer som følge af releasen her:

Ny release af Motorregistret 2. april 2025 | Motorstyrelsen

Henvendelse

Har du spørgsmål om Motorkontaktudvalget eller kommentarer så kontakt Dansk Bilbrancheråds repræsentant i Motorkontaktudvalget, Rasmus Hjelmer Hansen på rsh@dbr.dk eller tlf. 22924399.