Gå til hovedindhold

Lærlinge med højt sygefravær kan ikke opsiges

Lærlinge med højt sygefravær kan ikke opsiges

Tvistighedsnævnet har den 17. december 2024 afgjort, at en virksomhed ikke kunne ophæve sin lærlings uddannelsesaftale, selvom lærlingen havde et højt sygefravær.

Afgørelsen resulterede i, at virksomheden skulle betale en godtgørelse på 53.000 kr. til lærlingen.

Årsagen er, at sygdom er lovligt forfald, så uanset hvor meget sygefravær din lærling har, så kan du ikke alene af den årsag ophæve uddannelsesaftalen. Medmindre det er i prøvetiden.

Hvis du ophæver uddannelsesaftalen alligevel, skal du betale en godtgørelse til lærlingen. Der gælder en standardtakst på 40.000 kr., og hvis det er en voksenlærling er det 53.000 kr.

Hvis du har en lærling med højt sygefravær, skal du sammen med skolen overveje, om der er grundlag for at forlænge uddannelsesaftalen. En rettesnor er, at hvis lærlingen har mere end 10 % fravær, skal uddannelsesaftalen forlænges. 

Den konkrete sag i Tvistighedsnævnet

En produktionsvirksomhed, opsagde en lærling på baggrund af ca. 50 pct. sygefravær i de 13 måneder, lærlingen var ansat.

Under ansættelsen havde lærlingen en række sygeperioder, blandt andet på grund af knæproblemer og influenza.

Der blev afholdt flere sygefraværssamtaler, og efter tre måneder fik lærlingen en skriftlig advarsel for højt sygefravær.

Efter ni måneders læretid blev der igen afholdt en sygefraværssamtale, hvor virksomheden gjorde det tydeligt, at lærlingen skulle forbedre sit fremmøde for at beholde sin uddannelsesaftale.

Virksomheden anmodede aldrig lærlingen om at dokumentere med en lægeerklæring, at han var uarbejdsdygtig og dermed havde lovligt forfald.

Virksomheden opsagde lærlingen efter 13 måneders læretid på baggrund af det høje sygefravær, der på dette tidspunkt var ca. 50 pct.

Tvistighedsnævnet fandt, at ophævelsen af uddannelsesaftalen var uberettiget. Nævnet lagde vægt på at:

  • virksomheden ikke havde anmodet om dokumentation for fraværet,
  • en betydelig del af fraværet skyldtes kendte knæproblemer, som virksomheden var oplyst om ved ansættelsen
  • der ikke var fremlagt dokumentation for, at lærlingens faglige niveau var utilstrækkeligt

Virksomheden blev derfor pålagt at betale den krævede godtgørelse på 53.000 kr. til lærlingen.

Vær opmærksom på

Afgørelsen understreger vigtigheden af at indhente tilstrækkelig dokumentation ved sygefravær og at overveje alternative løsninger som forlængelse af uddannelsesaftalen, før en ophævelse af uddannelsesaftalen overvejes.

Virksomheder bør sikre, at sygefravær håndteres korrekt med sygefraværssamtaler og indhentelse af lægeerklæringer, så der foreligger dokumentation, hvis fraværet skal bruges som grundlag for en ophævelse af uddannelsesaftalen.

Spørgsmål og rådgivning

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Mille Vollmer tlf. 30 14 52 06 eller mv@dbr.dk.