Semler annoncerede d. 19. december 2024, at de som importører indførte en forlænget garanti på i alt 5 år eller 150.000 km på alle elbiler af mærkerne Volkswagen, Škoda, Audi og CUPRA. Er der frit værkstedsvalg, og hvad betyder det for de frie værksteder?
På mærkerne Volkswagen, Škoda, Audi og CUPRA har fabrikken hidtil ydet 2 års fabriksgaranti. Denne er nu blevet forlænget af en garanti på 3 år fra importøren, hvorefter de første 2 år altså dækkes af fabrikantens garanti, de næste 3 år dækkes af importøren.
Dette betyder, at der på alle elbiler (både personbiler og varebiler) af de pågældende mærker, der er leveret efter d. 19. december 2024, er garanti på i alt 5 år eller 150.000 km - afhængigt af, hvad der kommer først.
Højvoltsbatteriet og lakken er fortsat omfattet af selvstændige garantier.
Hvordan med det frie værkstedsvalg?
Det er vigtigt at påpege, at der er frit værkstedsvalg ifm. den udvidede garanti.
Det er en betingelse for garantien, at bilen er serviceret efter fabrikkens forskrifter, og at dette kan dokumenteres. Vilkårene er, som det kendes ift. de almindelige fabriksgarantier.
Service på bilerne bør derfor registreres i bilens digitale servicehæfte eller kunne dokumenteres ved en specificeret faktura eller lign. fra værkstedet, der har udført serviceeftersynet indeholdende dato, KM-stand og hvad der er foretaget ifm. serviceeftersynet.
Du kan finde links til de digitale servicebøger til bl.a. mærkerne Volkswagen, Škoda, Audi og CUPRA her: Digitale servicebøger
Kan garantien overdrages, når bilen videresælges?
Det følger af garantibestemmelserne til den forlængede garanti, at garantien kan overdrages ifm. salg af bilen.
Særligt ved køb af brugte elbiler fra Semler
Semler har i øjeblikket en ”Januarkampagne”, hvor der muligt at få den forlængede garanti på 5 år eller op til 150.000 km på elbiler fra 2024, hvis denne købes i januar 2025 af en af deres forhandlere.
Som brugtbilsforhandler skal man derfor være ekstremt opmærksom på garantispørgsmålet, hvis man får en elbiler fra et af mærkerne i bytte, hvis den er fra 2024. Der vil som udgangspunkt være forlænget garanti, hvis den er fra efter d. 19. december 2024 eller er købt i januar 2025 af en af deres forhandlere.
Der vil ikke være forlænget garanti på bilen, hvis den er købt og leveret før d. 19. december 2024.
I Dansk Bilbrancheråd moniterer vi nøje udviklingen af sådanne tillægsgarantier, så vi kan sikre det frie værkstedsvalg.
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer, så kontakt advokatfuldmægtig Rasmus Hjelmer Hansen på tlf. 22924399.