Gå til hovedindhold

"Rullende værksteder" skal have takograf

"Rullende værksteder" skal have takograf

Retspraksis omkring "rullende værksteder"/servicevogne er efterhånden helt klar: Der SKAL anvendes takograf, hvis bilen overstiger 3.5 t.

En længere national afklaringsfase er nu overstået - og desværre ikke til værkstedernes fordel. Det viser en dugfrisk retssag, hvor en af Dansk Bilbrancheråds medlemmer måtte vedtage en bøde for ikke at have kørt med takograf (fartskriver) i sine to servicevogne. 

Det har ellers i mange år været almindeligt antaget, at rullende værksteder/servicevogne ikke kørte godstransport i Køre- og hviletidsreglernes forståelse - og derfor fandt reglerne slet ikke anvendelse for disse.

Det betød i praksis, at disse køretøjer - uanset størrelse - kunne undlade at montere og aktivere takografer, ligesom der ikke var uddannelseskrav for de mekanikere/teknikere, der førte køretøjerne som led i deres arbejde. 

Rullende værksteder blev ganske enkelt anerkendt som specialindrettet til andet end godstransport. 

I april 2023 blev der imidlertid afsagt en Landsretsdom om, at sådanne servicevogne kunne medbringe gods - og at det var tilstrækkeligt til, at de blev anset for omfattet af reglerne. I den konkrete sag fra 2023 var der tale om en servicevogn, der kørte og reparerede kølevogne.

Din Biladvokat fik halveret bøden

Dansk Bilbrancheråd har - via Din Biladvokat - siden 2020 bistået et medlem med en tilsvarende sag, som nu også har fundet sin afgørelse. Et bødeforlæg på mere end 260.000 kr. blev vekslet til en vedtaget bøde på 125.000 kr. Det er rigtig mange penge - men dog mere end en halvering, og derfor blev bøden vedtaget, som den gjorde. 

I sagen havde medlemmet to servicevogne på knap 12 ton, der begge var indrettet til brug på vejen. Der var filebænk og værkstedsfaciliteter indenfor og under et opslåeligt sidefjeld var der værktøjstavle m.v. En helt klassisk servicevogn. De indgik begge i vagtordninger ad 1 uges varighed, der gik på skift mellem de ansatte teknikere.

Medlemmet blev udtaget til virksomhedskontrol, men kunne ikke fremlægge udskrifter for en tilfældig måned, fordi der jo ikke var anvendt takografer. 

Uklare regler i 2020

Tilbage i 2020 stod der i Færdselsstyrelsens vejledning om fortolkning, at køretøjer, der var permanent indrettet til andre formål end godstransport, ikke var omfattet af reglerne. Dette blev dengang tolket som en erkendelse af, at eksempelvis en servicevogn ikke skulle køre med aktiv takograf.

Imidlertid viste et par sager - herunder den senere sag om køle-servicevognen - at Færdselsstyrelsen havde en noget anden - og mere indskrænket - fortolkning. Efter dommen i 2023 er der nemlig tilføjet følgende i Færdselsstyrelsens vejledning: 

En servicebil, der kan medbringe gods i form af værktøj, reservedele m.v., vil være indrettet til godstransport og dermed omfattet af køre- og hviletidsbestemmelserne. Det forhold, at køretøjet er registreret til særlig anvendelse, er uden betydning i denne henseende.

Retspraksis er nu entydig - servicevogne skal have fartskriver

Med afgørelsen fra foråret 2023 og den seneste bødevedtagelse må vi anse retspraksis for klar:

Da alle servicevogne kan medbringe gods - og gør det i form af værksted, fittings, småreservedele m.v., - så er de ALTID indrettet til godstransport og skal derfor have takograf. 

Der er dog fortsat en række nationale undtagelsesregler, der gælder - herunder særligt den såkaldt "håndværkerregel", der gør det muligt for en køretøjer op til 7,5 ton at undlade takografer, hvis de benyttes til transport af materiel, udstyr eller maskiner, som føreren skal bruge ved udførelsen af sit arbejde. Denne regel kan anvendes ved kørsel i op til 100 km. fra virksomhedens hjemsted.

Hvis man kan nøjes med en varebil med trailer, der holder sig under 7.5 ton og ikke kører længere væk end 100 km., så kan man altså fortsat anvende denne regel til sine servicebiler. 

Henvendelse

For yderligere kan Johanne Berner, advokat, kontaktes på jbh@dbr.dk eller 22415103.