Er du en af de mange, der har tegnet en garanti på køretøjer brugt til vanvidskørsel hos Vaviga ApS, så læs mere her - der er bøvl i baglandet.
Vaviga ApS har stormet frem siden efteråret med et nyt koncept til sikring af værdier i forbindelse med vanvidskørsel.
Mange værksteder og bilforhandlere har tegnet garantier hos dem - og også i Dansk Bilbrancheråd har vi indgået en samarbejdsaftale med dem, som umiddelbart forløber tilfredsstillende. Men... for der er kommet et men.
Vaviga ApS har meddelt, at de er uden økonomisk rygdækning - de er uden såkaldt coverholder - og p.t. er det ikke dokumenteret, at der er stillet anden betryggende sikkerhed for krav iht. deres garantier.
Dansk Bilbrancheråd er i dialog med Vaviga ApS
Dansk Bilbrancheråd er i dialog med Vaviga ApS om sikkerhedsstillelse for rådets medlemmer, men har endnu ikke modtaget en bekræftende tilbagemelding herom.
Rådet er bekendt med, at Vaviga ApS' konsulenter fortsat oplyser interesserede, at Lloyds i England står bag garantierne, men denne oplysning må bero på en misforståelse for konsulenternes side - i hvert fald ud fra de seneste oplysninger, som Dansk Bilbrancheråd har modtaget direkte fra Vaviga ApS.
Aktuelt er der således umiddelbart alene den pulje midler, som Vaviga ApS' kunder har lagt i betalinger hos selskabet til dækning af eventuelle krav. Det gælder umiddelbart også for kunder, der har købt vanvidsgarantierne tidligere - men rådet har ikke kunnet få en endelig bekræftelse herom.
Vaviga ApS har oplyst, at de arbejder på at få en ny løsning, så det er trygt at købe produkterne - men der er ikke noget nyt p.t.
Dansk Bilbrancheråd arbejder videre på at få bekræftet en sikker garanti/coverholder - men rådet anser det som nødvendigt at gøre opmærksom på problematikken.
Yderligere
Har du brug for at høre nærmere eller har du behov for sparring om køb af produktet, kan du kontakte vicedirektør Johanne Berner, 22415103 eller jbh@dbr.dk.