Reglerne for udlejning til erhverv er, om muligt, endnu mere gnidrede end udlejning til privat. Færdselsstyrelsen har derfor i en ny vejledning på deres hjemmeside forsøgt at gøre forståelsen lettere.
Færdselsstyrelsen giver, i en netop udgivet vejledning, et overblik over, hvordan reglerne er for udleje af køretøjer til erhvervsmæssig brug.
For udover reglerne omkring lejekontrakt, brugerregistrering i DMR og forsikring, så er der også regler i godskørselsloven, der skal iagttages.
Det er vigtigt at pointere, at der gælder PRÆCIS samme regler for udlejning af erhvervskøretøjer (dvs. varebiler m.v.), som for personbiler:
- De skal indregistreres til udlejning uden fører,
- kravene til lejekontrakt i udlejningsbekendtgørelsen gælder,
- der skal foretages brugerskifte i DMR ved udleje i mere end 30 dage og
- forsikringen skal orienteres, hvis udlejningen strækker sig over mere end 30 dage.
Hvis en varebil udlejes til en erhvervskunde, så skal den dog IKKE indregistreres til godskørsel for fremmed regning (eller firmakørsel).
Godskørsel for fremmed regning
Foretager du udlejning til en kunde, der skal køre godskørsel for fremmed regning, så skal kunden huske at medbringe lejekontrakt og sin ansættelseskontrakt. Det er dog kundens ansvar.
Som udlejer skal du kun sikre dig, at den, der skal føre køretøjet, har de fornødne tilladelser (herunder naturligvis gyldigt kørekort).
For lejeperioder på op til 30 dage, hvor bilen skal anvendes til godskørsel for fremmed regning, skal lejer derudover indberette registreringsnummeret til Færdselsstyrelsen.
Det er selvfølgelig lejers ansvar at have styr på egne tilladelser og regler.
Færdselsstyrelsens vejledning kan læses her!
Henvendelse
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller mail jbh@dbr.dk.