Gå til hovedindhold

Den gamle købelov er død og begravet

Den gamle købelov er død og begravet

Den 31. december 2023 udløb den gamle købelov definitivt - alle handler er nu omfattet af den nye købelov.

Den seneste opdatering af købeloven trådte i kraft 1. januar 2022 - men handler, der var indgået før denne dato, var omfattet af den gamle købelov. I og med reklamationsretten er 2 år, udløb den således definitivt for handler indgået under den gamle købelov ved årsskiftet. 

I praksis har det ikke den store betydning længere - vi har vænnet os til, at formodningsperioden gælder 12 måneder frem for 6 måneder som den største forskel på de to købelove. 

Stadig fejlagtige slutsedler

Imidlertid ser vi stadigvæk slutsedler i sekretariatet, der er indgået efter 1. januar 2022, og som anfører, at reklamationsret for en forbruger er kortere end 2 år - og i visse tilfælde helt fraskrevet. 

Vi skal derfor benytte lejligheden til at indskærpe, at reklamationsrettighederne for en forbruger ALDRIG kan fraviges til skade for køber - købeloven kan ikke fraviges ved aftale - heller ikke selvom forbrugeren skriver under på, at bilen er købt som beset eller lignende. 

Bekymring gjort til skamme

En  af de væsentligste bekymringer, som branchen havde, ved indførelsen af den nye købelov, var, om det kunne svare sig at sælge billigere biler - hvis risikoen var for stor, ville de ganske enkelt forsvinde fra markedet. Tiden har vist, at denne bekymring var helt unødvendig.

Selvom forbrugerkøbere har 12 måneders formodningsperiode - dvs. 12 måneder, hvor alt, der går i stykker formodes at have været til stede på købstidspunktet, medmindre forhandler afkræfter formodningen herfor - så er der gang i salget af biler i alle prissegmenter.  

Ved salg af billigere biler er det dog vigtigt at have forventningsafstemt tilstrækkeligt med forbrugeren - hvad er det helt præcist, de køber? Ved de, hvad de kan forvente af reparationsudgifter m.v. - og hvilken grad af slidtage skal de forvente. 

Ingen ændringer i praksis fra Ankenævnet

Heldigvis - fristes man til at sige - har Ankenævn for biler ikke nævneværdigt ændret praksis for vurderingen af, hvornår en bil er mangelfuld. Det gør, at tidligere praksis herfra stadigvæk er et godt fundament for vurdering af sager. Derfor er den første samlede fremstilling af jura for bilforhandlere i form af Juridisk håndbog for bilforhandlere stadig yderst aktuel. 

Du kan købe den her for 250 kr. + moms.  

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør Johanne Berner på tlf. 22415103 eller mail jbh@dbr.dk.