Virksomhederne har betalt for meget til VEU-ordningen, og derfor er der nu 160 mio. kr. på vej tilbage til virksomhederne.
Som en del af den trepartsaftale om voksen- og efteruddannelse, der blev indgået 12. september 2023, er det aftalt, at virksomhederne i 2023 skal have tilbagebetalt i alt 160 mio. kr., som de har betalt for meget til VEU-ordningen.
Midlerne tilbageføres gennem en modregning i den opkrævning, som virksomhederne 12. december 2023 modtog fra ATP (samlet betaling). Modregningen udgør 110,38 kr. pr. medarbejder.
Tilbageførslen er begrundet i, at virksomhederne indtil 2017 indbetalte for høje bidrag til at finansiere VEU-godtgørelsen – et forhold, som Rigsrevisionen har påpeget. En del af de for meget opkrævede midler er tidligere tilbageført til virksomhederne, og nu tilbageføres altså yderligere 160 mio. kr.
Spørgsmål og rådgivning
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Mille Vollmer tlf. 30 14 52 06 eller mv@dbr.dk.