En ny lov kommer til at medføre væsentlige ændringer i kravene til ansættelseskontrakter og dermed udarbejdelsen heraf, og har derfor stor relevans for alle arbejdsgivere.
Regeringen har 29. marts 2023 fremsat et lovforslag om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår. Lovforslaget forventes vedtaget den 13. april 2023 med ikrafttræden den 1. juli 2023. Loven erstatter den nuværende ansættelsesbevislov.
Loven kommer til at medføre væsentlige ændringer i kravene til ansættelseskontrakter og dermed udarbejdelsen heraf, og har derfor stor relevans for alle arbejdsgivere.
Nye regler for ansættelseskontrakter - det skal du være opmærksom på
De nye regler betyder blandt andet en udvidet oplysningspligt om vilkår for ansættelsen. Det betyder, at der skal tilføjes flere oplysninger i ansættelsesbrevet. Antallet af obligatoriske punkter, der skal fremgå af ansættelseskontrakten, øges fra 10 til 15.
Her er nogle af de ændringer, der kommer med den nye lov:
- aftale varighed af prøvetid på max 6 måneder. For funktionærer gælder der fortsat en prøvetid på max 3 måneder
- bibeskæftigelse må ikke længere forbydes og må dermed ikke fremgå af hverken eksisterende og nye kontrakter
- pligt til at lave en ansættelseskontrakt til medarbejdere, der arbejder mindst 3 timer om ugen i en periode på 4 uger - i dag er det 8 timer om ugen
- ansættelseskontrakten skal foreligge senest 7 kalenderdage efter, at medarbejderen er tiltrådt - i dag er det 1 måned
- tilbyder du uddannelse og efteruddannelse, skal det fremgå af ansættelseskontrakten (ny)
- medarbejderen kan tilkendes en godtgørelse, hvis han/hun udsættes for ugunstig behandling (fx afskedigelse), fordi vedkommende har udøvet sine rettigheder efter loven eller klaget til arbejdsgiveren over manglende overholdelse (ny)
Det kan koste dyrt ikke at overholde reglerne om ansættelseskontrakter. I de tilfælde, hvor en overtrædelse viser sig at få betydning for samarbejdet, kan det i værste fald koste en godtgørelse til medarbejderen svarende til 13 ugers løn.
Nye skabeloner til ansættelseskontrakter og tillæg
Dansk Bilbrancheråd udarbejder nye skabeloner til ansættelseskontrakter og tillæg, der opfylder oplysningspligterne efter den nye lov. Skabelonerne og tillæg vil være tilgængelige på Dansk Bilbrancheråds intranet inden den 1. juli 2023, hvor loven træder i kraft.
Vi sender et nyhedsbrev med mere information om de nye regler og når de nye skabeloner er tilgængelige.
Spørgsmål og rådgivning
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning ved udarbejdelsen af en ansættelseskontrakt, kan du kontakte Dansk Bilbrancheråds personalejuridiske hotline – Mille Vollmer tlf. 30 14 52 06 eller e-mail mv@dbr.dk.