Nye køretøjer har siden 1. september 2017 (1. september 2018 for nye varebiler) været omfattet af en overgangsordning, hvor brændstofforbrug og CO2-udledning er fastsat efter målenormen NEDC2.
Overgangsordningen udløb den 31. december 2020, og derfor skal køretøjer, som i overgangsperioden er registreret med forbrug fastsat efter NEDC2-målenormen, i forbindelse med eventuel ny beregning af registreringsafgift fra den 1. januar 2021 og frem, overgå til at anvende forbrugstal fastsat efter WLTP-målenormen.
Registreringsafgift vil fx skulle beregnes på ny og betales for:
- tidligere afgiftsfritagne køretøjer
- køretøjer, som skal eksporteres, og hvor der i forbindelse med eksporten skal udbetales eksportgodtgørelse
- køretøjer, som tidligere har været afgiftsberigtiget efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift (leasing m.v.), og som ønskes indregistreret på ny.
For disse køretøjer vil det dog stadig være NEDC2-forbrugstallene, der skal anvendes ved beregning af grøn ejerafgift. For disse køretøjer vil der derfor skulle anvendes forskellige målenormer ved beregninger af henholdsvis grøn ejerafgift (NEDC2) og registreringsafgift (WLTP).
Motorregistret kan på nuværende tidspunkt desværre ikke håndtere flere forskellige brændstofnormer og forbrugstal pr. køretøj, og styrelsen ligger endnu ikke inde med WLTP-tallene for de berørte køretøjer.
Registreringsafgiften vil derfor i en periode blive beregnet ud fra NEDC2-forbrugstallene for de køretøjer, hvor denne brændstofnorm fremgår i Motorregistret. Det medfører, at det ikke er den korrekte registreringsafgift, der opkræves i første omgang.
Registreringsafgiften vil for disse køretøjer blive omberegnet på baggrund af WLTP-tal, når Motorregistret er opdateret, så det kan håndtere flere sæt brændstofnormer og forbrugstal for det samme køretøj. Når det er sket, vil forskelsbeløb automatisk blive efteropkrævet eller tilbagebetalt.
Registrering af målenorm i Motorregisteret
For køretøjer, som er registreret med NEDC2-målenormen, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at fastholde denne målenorm, hvis der skal foretages et registreringssyn. Her vil synsvirksomheden være nødsaget til at ændre målenormen, da NEDC2 ikke længere accepteres i Motorregistret.
Motorstyrelsen arbejder på at løse dette problem, så det bliver muligt at fastholde NEDC2 som målenorm for de køretøjer, der oprindeligt er registreret med denne norm. Ejere af køretøjer, som fejlagtigt har fået ændret målenorm i forbindelse med et registreringssyn, skal blot afvente, at fejlen bliver rettet i Motorregistret så angivelse af NEDC2 som målenorm igen er mulig for disse køretøjer.
I tilfælde hvor ændringen af målenorm har medført forkert afregning af ejerafgift eller registreringsafgift, vil Motorstyrelsen automatisk efteropkræve eller tilbagebetale beløbene.
NB! Nyheden er opdateret af Motoregistret den 24. september 2021. Se den oprindelige opdaterede nyhed ved at [klikke her]
For yderligere kontakt Jesper Juhlin på telefon 22 92 43 99