Gå til hovedindhold

Trafikken nærmer sig normale forhold før corona

Trafikken nærmer sig normale forhold før corona

Mængden af biler på vejene er én af de bedste måder at måle, hvordan det står til med samfundet. For Dansk Bilbrancheråds medlemmer er flere biler på vejene godt nyt, for det betyder mere arbejde på værkstedet.

De fleste biler er tilbage

Da coronakrisen var på sit højeste, var op mod 50% af bilerne forsvundet fra vejene. Mange steder mindede øde veje om de bilfrie søndage under oliekrisen i 1970’erne. Nu viser nye tal fra Vejdirektoratet, der måler trafikken på en række af statens veje, at langt de fleste biler er tilbage på vejene.

- Der kommer gradvis flere biler på vejene, blandt andet fordi flere af dem, der har arbejdet hjemme, vender tilbage til deres arbejdsplads. Samtidig ser vi også, at antallet af varebiler og lastbiler er begyndt at stige, vi er ved at være oppe på et niveau, der ligner tiden fra før coronakrisen, siger Niels Moltved, projektleder fra Vejdirektoratet, til Jyllands-Posten.