Gå til hovedindhold

Pas på med mandskabsvogn til privatkørsel

Pas på med mandskabsvogn til privatkørsel

Mandskabsvogne er fritaget for afgift, og de må derfor udelukkende anvendes i arbejdsmæssige sammenhænge!

Afgiften og en bøde oven i

 I forbindelse med en række kontroller i 2019 fik flere ejere af mandskabsvogne et krav om at betale registreringsafgift og en bøde oven i, fordi mandskabsvognen blev brugt til privatkørsel.

Virksomhederne skal være sikre på, hvad de må benytte mandskabsvognene til. Derfor er Motorstyrelsen klar med nyt vejledningsmateriale til de virksomheder, som ejer mandskabsvogne.

Målet er færre bøder

Målet for Motorstyrelsen er, at der udstikkes færre afgiftsreguleringer og ligeledes uddeles et mindre antal bøder i fremtiden.

- Vi vil gerne vejlede ejerne af mandskabsvogne om reglerne, så færrest muligt får en bøde eller afgift ved vores kontroller, udtaler Jørgen Rasmussen, underdirektør i Motorstyrelsen. 

Derfor starter Motorstyrelsen denne vejledningskampagne op, så flere får kendskab til reglerne – og forhåbentlig styrer uden om at bruge deres mandskabsvogne til private formål.

Medarbejdere, værktøj og materiel

Mandskabsvogne må udelukkende bruges til transport af medarbejdere, værktøj og materiel mellem virksomhedens arbejdspladser. Se den vedhæftede vejledning fra Motorstyrelsen om mandskabsvognes indretning og anvendelse samt mulige konsekvenser, hvis reglerne overtrædes.